Aalborg

Det er så yndigt

De er 22 år, forelskede og lige flyttet sammen - og så er de gift

AALBORG:Sofaen er fælles, og på døren står der kun ét navn: Funk. Louise og Samuel deler navn og sofa, som de deler alt andet i livet. De er begge 22 år, og til august kan de fejre deres første bryllupsdag. Varmen mellem dem er tydelig og slående. Og den strækker sig som en rød tråd gennem historien om Samuel og Louise. De mødte ellers hinanden en iskold decemberdag for snart tre år siden. Louise sidder ved siden af Samuel i sofaen og sender sin mand ét af de blikke, der kun er forbeholdt ham, mens hun fortæller om første gang, hun så ham. - Jeg lagde mærke til ham med det samme. Og synes, at han var virkelig lækker! Vi begyndte at tale lidt og endte med at sidde og snakke sammen hele natten. Der var bare så meget at sige, beretter hun smilende. Bryllupsbilledet står på reolen. Det viser en ung og smilende hvid brud ved siden af sin gom – de har begge blikket rettet mod et punkt i horisonten, og smilene ligger og lurer i deres mundvige. Så var de gift. Og hvad gør man så? - Der er nok nogle, der ikke forstår os. Hvordan vi kan være så unge, og så gifte os. Men for os er det meget enkelt. Vi vil være sammen, fortæller Samuel med et fast blik. - Manges reaktion er også, at så kan vi jo ikke være sammen med andre resten af livet. Så kan vi kun have sex med hinanden, og det kan de ikke forstå. Hvordan kan vi vide, at vi ikke kommer til at kede os? Men vi må jo bare øve os – ligesom alle andre, smiler han en anelse genert. De er klar over, at deres ægteskab ikke altid vil være lige let. Begges forældre er gift - og stadig med hinanden - og blev det i en meget ung alder, ligesom Samuel og Louise. De har set både de gode og de dårlige sider af ægteskabet, og føler sig rustede til livet sammen. - Vi er jo to, og der skal være plads til os begge. Det er ikke sådan, at den ene af os vil sidde på den anden og bestemme. Og vi kender hinanden enormt godt, forklarer Louise. Hun lægger meget vægt på, at de ikke bare gik blinde ind i ægteskabet. - Jeg havde da også mine fordomme om det at være gift. Flere gange måtte jeg tage mig en snak med Samuel om, hvordan det i hvert fald ikke skulle blive! At jeg ikke skulle være den lille, kedelige kone, og at der skulle være plads til os begge to. Der var lige et par ting, jeg skulle have helt på plads, siger hun, og sender Samuel et sigende blik. - Jeg har jo altid vidst, at jeg skulle giftes. Og at jeg nok skulle møde den rigtige mand en dag. Men jeg havde slet ikke regnet med, at det skulle være så tidligt, fortæller Louise alvorligt. Kærester Tilbage i december blev de lige så forsigtigt kærester. Men i bund og grund var der ikke så meget at være i tvivl om. - Det lå jo hele tiden i kortene, at det skulle være os to. Det var vel bare et spørgsmål om tid, forklarer Samuel. Mens han fortæller, falder den gestikulerende hånd til ro på Louises knæ. - Vi var hver især meget ude at rejse i længere perioder det første stykke tid af vores forhold. Vi skrev mange lange breve og mails, og lærte hinanden at kende på en anden måde end bare at kysse og holde om. Det var vildt frustrerende at sidde i et andet landog savne Louise, fortæller han og vender sig mod sin kone. - Men jeg fandt også ud af, at det, jeg savnede allermest, var at tale med dig. Og det var så dejligt at opdage. Historien om, hvordan Samuel og Louise fik taget det næste skridt kalder på smilet hos dem begge. De taler lidt i munden på hinanden, men bliver så enige om, at Louise hellere må fortælle historien Efter at have været kærester i et års tid, tog Samuel og Louise til Kenya for at besøge Louises forældre. - Og Samuel opførte sig virkelig sært! Han kunne for eksempel finde på at se mig dybt i øjnene, tage om mig og sige, at der var noget, han virkelig havde tænkt over længe… og at det betød meget for ham. Og jeg tænkte "nu kommer det! Nu kommer det!" Og så ville han spørge, om jeg bedst kunne lide grønne eller gule ærter, smiler Louise og ser på Samuel. Frieri Hun fortæller, at frieriet strakte sig over hele tre dage. Hvordan Samuel første aften tog hende med ned på stranden. - Han strøede blomsterblade ud over mig… de duftede meget kraftigt og sødt, og så sagde han til mig: "så stærk som duften af denne blomst, så stærk er min kærlighed til dig". Og jeg var overbevist om, at nu ville han spørge mig. Men det gjorde han ikke. Den næste aften spiste de middag sammen, så hinanden dybt i øjnene, og endnu engang forberedte Louise sig på, at Samuel ville spørge hende om noget helt andet end gule eller grønne ærter. Men Samuel spurgte ikke om noget. Den tredje aften var de på stranden igen. - Han havde bredt et tæppe ud nede ved vandet. I hvert hjørne havde han sat et lys, og på tæppet var der strøet blomsterblade. Luften var varm, månen var fremme, og jeg vidste bare, at det var nu… og så gik han ned på knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham. Det var i januar, midt i Afrikas varme. De blev gift i Danmark otte måneder senere, en augustdag med 28 grader. De to ser igen på hinanden, og er enige om, at dagen var perfekt. - Vi holdt en kæmpe fest for 200 af vores venner og familie, fortæller Samuel. Fremtiden Den tørrede brudebuket hænger på spejlet i soveværelset. Og den vil stadig være der, også om mange år. Der er ikke den mindste tøven at spore i deres ansigter, når de taler om deres fremtid sammen. - Selvfølgelig skal vi blive gamle sammen. Vi har jo valgt hinanden. Jeg tror, mange bliver skræmt af ægteskabet, fordi vi lever i den her "brug og smid væk kultur". Louise og jeg har valgt hinanden for livet og vil gerne stå ved det. Det er det, vi tror på, fortæller Samuel med et fast blik, og ser på Louise, der fortsætter: - Vi føler ikke, at vi har valgt noget fra. For det, vi har valgt til, er så meget større. Jeg kan slet ikke forestille mig at føle, at jeg er gået glip af noget. Og så er den der igen, varmen. En gang imellem bliver den næsten levende mellem dem og er ikke til at ignorere. De smiler til hinanden igen. - Vi skal jo bare være sammen. Jeg er virkelig glad for dig, og glad for det, vi har, siger Samuel.