Det er sjovere at deltage

Jytte Hilden har med skilsmissen fra Mogens Lykketoft taget endnu et skridt væk fra sit lange politiske liv

Lokalpolitik 27. januar 2004 05:00

Hun kan stadig trække en forside. Det viste hun igen i sidste uge, da EkstraBladet på spisesedlen kunne fortælle, at hun var blevet skilt fra Mogens Lykketoft. Efter 16 års ægteskab var socialdemokraternes formand og tidligere kulturminister Jytte Hilden vokset og flyttet fra hinanden. Bruddet var ikke har været det store uforsonlige drama, og derfor var Jytte Hilden sidste tirsdag som noget helt naturligt med til Folketingsfest sammen med Mogens Lykketoft. Jytte Hilden har tidligere selv fortalt, at der ikke var nogen af vennerne, der troede på, at ægteskabet med Mogens Lykketoft ville holde mere end et par uger. Hun har også sagt, at de to ville blive sammen resten af livet, fordi hun ikke gad skifte ægtemand nu, hvor hun havde lært Mogens Lykketoft, hvordan spejlæggene skal laves. Ingen af delene kom til at holde vand, men Jytte Hilden har heller ikke levet et forudsigeligt liv. Som datter af et konservativt folketingsmedlem og en mor, der også var aktiv i partiet, var Jytte Hildens socialdemokratiske løbebane ikke en selvfølgelighed. Hun meldte sig da heller ikke ind i partiet før 1974, men så gik det til gengæld også stærk. Med kvindesagen som hjerteblod strøg hun mod toppen af partiet, og i 1993 blev hun kulturminister i Nyrups regering. Hendes tidligere kollegaer i Folketinget kender hende, som en yderst aktiv politiker. - Hun er vanvittig inspirerende. Det går meget stærk og så er hun lidt flyvsk, men hun er meget modig og ikke bange for at gøre nye ting, siger Lene Jensen. Lene Jensen var i studietiden aktiv i Frit Forum, og herigennem mødte hun Mogens Lykketoft og Jytte Hilden. Jytte Hilden blev så begejstret for den unge økonom, at hun bad Lene Jensen om at være med i tænketanken, Hilden and the Hackers, som blandt andet skabte rav i den socialdemokratiske andedam med debatoplæg om udlicitering. Muren Tiden som kulturminister var dog alt andet end rar for Jytte Hilden. Det lykkedes hende på meget kort tid at blive uvenner med det meste af både kultur- og sportseliten. Som sportens minister var det ikke populært, da hun sammenlignede sport og sex med ordene: At begge del er sjove at deltage i, men kedeligt at kigge på. Hendes lyst til selvpromovering faldt heller ikke altid i god jord, så når hun cyklede med Bjarne Riis eller lod sig fotografere med Kirsten Hüttemeier, så var det langt fra alle, der var imponerede. - Hun er meget spændende, iderig og sprælsk, men også en person, som man enten elsker eller hader. Der er ikke rigtig noget midt imellem, fortæller partifællen Jytte Wittrock. Jytte Hilden fik aldrig rigtig succes som minister, og dagen før nytårs aften 1996 blev hun flyttet til posten som forskningsminister. I 1998 gik det så helt galt, da hun ikke blev valgt ind i Folketinget. En bitter Jytte Hilden var med et sendt ud i mørket – ikke bare politisk skulle det vise sig. En svær depression ramte hende for tredje gang i livet. Denne gang valgt hun dog at stå frem og fortælle helt åbent om "de sorte huller" og har med sin åbenhed været med til at sætte depressionen på dagsordenen. - Depressionen er en integreret del af hendes personlighed, og hun er god til at tage vinkler op fra sit eget liv, siger Lene Jensen. Nu hvor er rundet de 60 år er det en ny vinkel fra hendes eget liv, som er taget op. I efteråret stoppede hun som kulturchef på Det Kgl. Bibliotek, og arbejder nu på fuld tryk med en bog om modne kvinder. - Vi halvgamle koner har ikke alene tid og kvalitetssans, vi har også penge, som hun siger i et interview i Politiken om projektet, der skal sætte fokus på de 350.000 kvinder over 60. Jytte Hilden Født 12/9 1942 i København Uddannet kemiingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole (DTH) og arbejde i en årrække som gymnasielære. Meldte sig i 1974 ind i Socialdemokratiet, og blev fire år senere valgt til byrådet i Karlebo. Kom i Folketinget for første gang i 1979 til 81 og igen fra 1984 til 1998. Kulturminister og forskningsminister i Nyrup-regeringen. Udnævnt til kulturchef ved Det Kgl. Bibliotek i 1999 på en femårskontrakt. Arbejder nu freelance som forfatter. Har tre ægteskaber bag sig og fire voksne børn

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...