EMNER

Det er stadig Connery, der styrer

AALBORG:Der er ikke længere rigtig nogen grund til at gå og spørge sin tøjforhandler eller sin isenkræmmer eller sin optiker om, hvem der er den rigtige James Bond. De synes alle sammen, at det er Sean Connery. Det indikerer i hvert fald en stikprøvekontrol. som NORDJYSKE udførte i Bio 5 i aftes, da en stor del af midtbyens forretningsdrivende og deres personale gik til gallaaften/snigpremiere på den nye Bond-film, "Die another Day". Aalborg City, der arrangerede sammen med blandt andre biografdirektør Boye Elimar, havde uden problemer solgt de 330 billetter, som er nok til at fylde Sal 1. Gallagæsterne var blevet opfordret til at møde i det helt flotte festtøj, og den opfordring blev i høj grad efterkommet. Masser af smokings, slips og sorte jakkesæt gik op i en højere enhed med pels, pailetter, parfume og perlekæder - og som sagt syntes alle deltagerne tilsyneladende, at Sean Connery er den helt rigtige Bond. Kun to af de adspurgte skilte sig ud. Aalborg Citys direktør, Arne Schade, mener, at Roger Moore er den rigtige. Og biografdirektør Boye Elimar pegede på dagens Bond, Pierce Brosnan. - Sean Connery var den rigtige dengang - han passede til den tid og den stil. I dag ville et smalt slips og en lille, blød hat jo virke helt absurd på Bond. I dag er den rigtige Pierce Brosnan. Han har elegance, glimt i øjet og kan også slå lidt på tæven. Han er perfekt, fremhævede Boye Elimar. Efter at gallagæsterne havde set filmen - lidt forsinket i forhold til det planlagte starttidspunkt, 20.07 - gik flokken til såkaldt AfterParty på Café SaltLageret i Jomfru Ane Gade. Dertil ankom også en stor flok gallagæster, som havde været til en tilsvarende Bond-fremvisning i Scala, arrangeret af ANR Hit FM. Radiostationen havde udloddet billetterne blandt sine lyttere i forbindelse med en særlig agentkonkurrence. På SaltLageret fik deltagerne blandt andet serveret Bond-klassikeren dry martini. Forhåbentlig "shaken, not stirred". Og måske endda lavet efter følgende opskrift, som er den, Bond selv nævner, da han bestiller sin vodka martini i den allerførste Bond-bog, Casino Royale: Tre dele Gordon's gin, en del vodka, en halv del Kina Lillet. Det hele rystes med is, indtil det er iskoldt, hvorefter der tilsættes en stor, tynd skive lemon. Kina Lillet er et vermouth-mærke.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste