Kristendom

Det er tæt på sidste ringning

Den, der lever stille, lever godt eller sagt på en anden måde: Det, offentligheden ikke ved, det har offentligheden heller ikke ondt af!

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Brorstrup Kirke. De har fået ny kirkeklokke. Foto Henrik Bo

FOLKEKIRKEN:Den, der lever stille, lever godt eller sagt på en anden måde: Det, offentligheden ikke ved, det har offentligheden heller ikke ondt af! Gennem mange år har det udadtil været overskriften for folkekirken, idet de overordnede, kirkelige myndigheder har villet overleve på anonymitet. Denne overlevelsespolitik, som man har troet delt med Folketingets skiftende flertal, er nu på vej til at blive kirkens død som institution. Under alle omstændigheder har man med denne lukkethed opnået, at offentligheden kun har fået kendskab til kirkens lokale liv, når der virkelig er sager på programmet. Og mange sager er ikke kommet frem, fordi præsterne traditionelt har været tilbageholdende og samtidig har ligget under for den kendsgerning, at provst og biskop i stort set alle sager følger menighedsrådet. Man vil ikke lægge sig ud med kirkens folkevalgte repræsentanter ud fra den betragtning, at det er dem, der tegner kirken - uanset manglende faglige, økonomiske og ikke mindst kirkelige kompetence. De udgør den lokale, folkelige ballast, har man bildt sig selv og hinanden ind skønt interessen for valg til menighedsråd med al tydelighed viser noget andet. Sammen med anonymiteten har det ødelagt befolkningens interesse for kirken som institution. De fleste har den opfattelse, at menighedsrådene på mange måder står som eksponent for økonomisk fråds og træffer beslutninger om ting, de ikke har en disse forstand på. Om beslutningerne er rigtige eller forkert, er der sjældent nogen i det kirkelige system, der bruger mange kræfter på at finde ud af, og offentligheden kommer først med på råd, når tilfældighederne spiller ind, for heller ikke mange menighedsråd lever op til beslutningen om, at møderne er åbne. Mange steder holdes møderne stadig i det skjulte, for så er der ingen, der blander sig, og præsten holder sædvanligvis sin mund eller kaldes til en såkaldt kammeratlig samtale med provst og biskop for at rette sig ind efter menighedsrådet, hvis der opstår uoverensstemmelser af den ene eller anden art. Kirken skal ikke sættes i et dårligt lys med omtale om inkompetence. Baggrunden for kontroverserne har mange gange sit udspring i den kendsgerning, at præsten i en tid, hvor manglende kirkegang truer med at lukke kirker - mere eller mindre direkte, som et forsøg på overlevelse - prøver at forklare sine menighedsrådsmedlemmer, at de må da gerne deltage i gudstjenesten også selv om de er valgt til et menighedsråd og dermed er valgt til at besætte det såkaldte kirkegængerembede. Eller spørgsmål om anvendelse af de økonomiske resurser! Herefter skal der ikke meget til, før beskyldningerne kommer på bordet og menighedens interesse for det kirkelige blusser op i hvert fald for en kort periode men også med den slutbemærkning, at et menighedsråd skal man holde sig langt fra. De har for megen magt og ødelægger mere end de gavner. Det er baggrunden for, at interessen for at lade sig vælge er meget, meget lille. Det er baggrunden for, at nogle biskopper nu - som en slags forsinket redningsaktion for deres arbejdsplads - taler om, at valget skal afskaffes og afløses af en slags generalforsamling, hvor der vælges en bestyrelse. Men menighedsråd eller bestyrelse? Forskellen er ens, så længe der ikke sker ændring i fordeling af arbejdsopgaverne med overdragelse af f. eks. drift af præstegårde og personaleadministration til stift eller provsti. Megen snak om økonomisk fråds og dårlig, uprofessionel ledelse, ville forstumme og forhåbentlig blive afløst af fornyet respekt for den institution, der endnu er en del af den danske, folkelige kultur. Det er ved at være sidste ringning.