Privatøkonomi

Det er tid til alvorlig revision

GÆLDSSANERING:Ingen ved sine fulde fem tror, at 2009 bliver et økonomisk godt år for danskerne. Arbejdsløsheden vil stige ganske voldsomt – også i vor landsdel. Som følge heraf spår fogedretterne, at antallet af tvangsauktioner vil stige voldsomt som beskrevet i NORDJYSKE (20.12.08) Som advokat har jeg allerede nu fået de første henvendelser fra folk, der grundet arbejdsløshed eller anden indtægtsnedgang ikke kan klare terminen. For slet ikke at tale om dem, der er blevet rådgivet til at belåne huset og placere provenuet i aktier, evt via en pensionsordning. Der er mange teoretiske løsninger på disse situationer, men i praksis duer de fine teorier om henstandsordninger, akkord etc. ikke. I praksis går ejendommen på tvangsauktion, hvilket vil ske for mange tusinde danskere i 2009. Hvis det så var den eneste ulykke! Men sådan fungerer systemet desværre ikke. Restgælden – forstået som den del af ejendommens gæld, der ikke dækkes af det som oftest meget lille bud på auktionen samt de eksorbitante store omkostninger ved auktionssystemet, hviler i dag over den tidligere ejer af ejendommen resten af livet. Er der to personer på skødet, hænger 100 pct. af gælden på begge! Er det et særligt fornuftigt system? Eller har vi bare vænnet os til, at sådan skal det være? Vi kan starte med at slå fast, at långiver (kreditforeningen) dybest set er (næsten) ligeglad. Det er ganske få promiller af resthæftelsen, der senere kan inddrives. For låntager derimod betyder gældsåget, at vedkommende ikke længere kan eje noget, han skal passe på med at spare op, han ryger i Ribers, han bør give arveafkald over sine forældre, og skal i enhver henseende tilrettelægge sin og sin samlevers økonomi i tid og evighed. Således bemærkes, at det ikke blot er skyldneren, men også den på adressen samboende, der som oftest får de med Ribers forbundne ”fornøjelser”. Familier, der samfundsmæssigt indeholder en masse, potentielle iværksættere etc., kan i dag ikke etablere sig hverken privat eller erhvervsmæssigt, men er tvunget til at bruge energien på at indrette sig som DEBITORER, med hvad deraf følger af mærkelige konstruktioner samt involvering af familie og pårørende, herunder låneordninger og arveafkald. Det er usundt for samfundet og for den enkelte familie, der i forvejen er hårdt ramt med flytning, fogedforretninger etc. Spørgsmålet er derfor, om ikke reglerne – om tvangsauktion og gældssanering – trænger til en alvorlig revision. Er det rimeligt, at den professionelle långiver (kreditforening, bank etc.), der via tinglyst pant i en ejendom har sikret sig, nødvendigvis skal kunne forfølge skyldneren for det beløb, som der ikke var dækning for i ejendommen efter tvangsauktionen. Som anført foran betyder muligheden sjældent noget for kreditor (kreditforeningen), hvorimod den for debitor og dennes familie i enhver henseende er en alvorlig hæmsko i det senere liv. Det er klart, at en sådan sletning af resthæftelsen – måske mod et procentvis afdrag - efter en tvangsauktion ikke skal åbne muligheder for en let måde at slippe ud af gælden på, men allerede i dag har vi i forbindelse med gældssaneringsreglerne kraftige kontrol- muligheder for skifteretten, så misbrug undgås. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på detaljer i forbindelse med en sådan ny ordning, men blot opfordre til at der snarest sker en revision af reglerne. Der er muligheder i dag for gældssanering, men reglerne herom er i allerhøjeste grad ikke tidssvarende.