EMNER

Det er tid til besindelse

BISPEVALG:Første del af bispevalget har været ført på et sobert og anstændigt grundlag med stor fairness de tre bispekandidater imellem. Det tjener alle til ære – og til vælgernes – tak for det! Kan det så virkelig passe, at anden del, hvor man kan håbe på yderligere spørgsmål til/afklarende svar fra de to tilbageværende kandidater, skal forplumres af en artikel i NORDJYSKE (15.2.) – fulgt op af et langt indslag i TV/MidtVest (i kortere form gentaget i TV/Nord) omhandlende den enes ægtefælle? Det vil klæde bispevalget og Aalborg Stift, at den gode tone fra den første del af valget i stedet bibeholdes. Det vil sige, at man går efter sagen og ikke skyder under bæltestedet. Det handler nu om, at menighedsråd, præster og andre, der har interesse for det, kan mødes med Marianne Christiansen og Henning Toft Bro; at kandidaterne altså igen kommer på banen i en åben og tillidsfuld debat ansigt til ansigt, så det på ærlig og demokratisk vis kan afklares, hvem der har de visioner, den erfaring og den åndelige pondus der skal til for at stå i spidsen for Aalborg Stift.