Socialforsorg

Det er tid til en dagpenge(re)vision

Det skal kunne betale sig at være i a-kasse. Og alle bør betale til i hvert fald en minimumsforsikring svarende til bistandshjælpen, skriver Rasmus Prehn

Tiden er for inde til en ny politisk vision, der kan sikre større dynamik og rotation på arbejdsmarkedet, færre arbejdsløse, dygtigere og mere tilfredse borgere og en sundere offentlig økonomi. Ikke mindst her i Nordjylland, hvor vi oplever en uhyggelig stigning i ledigheden, vil en omlægning af dagpengesystemet kunne hjælpe os. Fremtidens dagpengesystem skal i højere grad kunne hjælpe med til den nødvendige uddannelse, omstilling og opkvalificering af arbejdskraften i tider med arbejdsløshed. Ligesom medarbejderne på nedskæringsramte arbejdspladser i højere grad skal kunne deles om det arbejde, der er - i form af nye rotationsmuligheder. Da Flextronics for nyligt afskedigede 500 medarbejdere, burde der have været en mulighed for, at de af de tilbageblivende og afskedigede medarbejdere – der havde mod på det - kunne deles om det tilbageværende arbejde på halv tid, mens de den anden halvdel af tiden kunne opkvalificere og efteruddanne sig på VUC, AMU, Teknisk Skole eller lign. DET DANSKE a-kassesystem har et kæmpe potentiale til at sikre større fleksibilitet og omstilling på det danske arbejdsmarked, og det skal efter min mening udnyttes langt bedre end det bliver i dag. Dertil kommer, at a-kassesystemet har en lang række andre fejl og mangler og generelt skal kigges efter i sømmene. Store reformer skal ikke kun laves fordi, der skal spares eller fordi, vi skal harmoniseres med de øvrige europæiske lande. Vi skal turde arbejde for netop den politik, vi selv synes er bedst. Og det er det, jeg prøver med dette forslag. Når det er slået fast, er det vigtigt at understrege, at et reformforslag også skal kunne realiseres i overensstemmelse med vort samfunds mere overordnede behov såsom langsigtet økonomi og forholdet til EU, og det mener jeg også, der er mulighed for her, hvis viljen er der. Faktisk tror jeg, at vi med dette forslag kan gå foran at sætte et eksempel for resten af det europæiske arbejdsmarked, der lider under samme struktur- og arbejdsløshedsproblemer som i Danmark. SOM SITUATIONEN er i dag, er der flere, der vælger a-kassemedlemskabet fra, fordi de ikke mener, de selv er i risikogruppen for arbejdsløshed. Paradoksalt nok stiger arbejdsløsheden i disse dage voldsomt for netop denne gruppe. Så nogle af de uforsikrede bliver altså arbejdsløse – trods deres ukuelige tro på egen usårlighed. Og så er det kommunerne – og altså alle vi andre – der over skattebilletten må betale regningen. I andre lønmodtagergrupper er det blevet moderne at tegne private tillægsforsikringer, så en større præmie udbetales ved arbejdsløshed end højeste dagpengesats, der ofte kun udgør 50 pct. eller mindre af den løn, disse vellønnede borgere tjener, mens de er i arbejde. Vi står altså over for et a-kassesystem i krise. Og ingen tør rigtigt gøre noget ved det. Dog fornemmer jeg en stigende interesse for området. Da jeg under debatten på Socialdemokraternes kongres i efteråret stillede forslag om en dagpengereform, blev der lyttet interesseret, og stemningen var ikke helt afvisende. Så jeg har modet til at gå videre med mit forslag. I det følgende vil jeg beskrive det konkrete indhold af mit forslag. EN REVISION af a-kassesystemet skal først og fremmest stimulere til større rotation og dynamik på arbejdsmarkedet. Det nuværende arbejdsmarked er præget af en opsplitning mellem dem, der hyppigt eller næsten altid er arbejdsløse og så de mere stabile lønmodtagergrupper, der stort set aldrig bliver arbejdsløse. En kommende dagpengereform skal derfor dimensioneres til at skabe yderligere rotation og dynamik på arbejdsmarkedet. Mange ressourcestærke lønmodtagere presses i dag til at arbejde mere og mere, hvilket betyder, at familien og/eller videreuddannelsen nedprioriteres. Det er både til skade for den enkelte lønmodtager, men så sandelig også for virksomhederne og hele samfundet. Derfor skal disse grupper kunne vælge at tage længere orlovsperioder eller perioder med nedsat tid, mens de lønmodtagere, der ellers har svært ved at komme i arbejde, kan tage over og tilegne sig erhvervserfaring og nyt gåpåmod. EFTER EN ny dagpengereform skal man også kunne spare op til en børne- og uddannelsesorlov. Det bør efter min mening være muligt som lønmodtager, at betale for en tillægspakke, hvor man så selv er med til at spare op til en børne- eller uddannelsesorlov. Selvom en hel statsfinansieret orlovsordning – som den vi kender fra starten og midten af 1990'erne – kan være oplagt i tider med stor arbejdsløshed og dermed med stort behov for rotation på arbejdsmarkedet, tror jeg, at en delvist selvfinansieret ordning – som den jeg foreslår her - vil være mere langtidsholdbar. På den måde kan orlovsydelsen måske også blive så høj, at flere får råd til at vælge orlov eller nedsat tid – med dertil hørende flere nye på arbejdsmarkedet. Men til at starte en ny rotationsordningen op, kan jeg godt forestille mig en midlertidig ordning, der kan sikre, at f.eks. de tilbageværende medarbejdere på Flextronics kan få mulighed for at gå på uddannelsesorlov, mens deres afskedigede kolleger får tilbudt en kombination af arbejde og efteruddannelse. MEN EN a-kasse-revision skal det også bedre kunne betale sig at være med. Alt for mange lønmodtagere kan – mere eller mindre med rette – argumentere for, at de ikke får noget ud af et a-kassemedlemskab. Det gælder selvfølgelig først og fremmest de grupper, hvor arbejdsløsheden er meget lav. Det gælder også de meget vellønnede grupper, for hvem højeste dagpengesats er så lav, at de alligevel ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, hvis de skal leve af dagpengene. Og så gælder det faktisk også de rigtigt mange unge, der arbejder et år eller to, inden de påbegynder deres videregående uddannelse eller udforsker verden på en rygsækrejse eller lign., hvor de jo altså ikke kan få glæde af dagpengesystemet. I øvrigt er systemet indrettet således, at unge under 25 år kun får halve dagpenge. Altså heller ikke ligefrem en motivationsfremmer for unges lyst til at melde sig ind. En dagpengereform skal bedre tilpasses til disse grupper, så de også får et incitament til at være med og betale til fællesskabet. VI SKAL have et mere fleksibelt og individuelt a-kassesystem, hvor f.eks. den unge med planer om at starte på en uddannelse eller om at rejse kan vælge en pakke, hvor han eller hun kan spare op til en udlandsrejse eller et uddannelsesforløb mod at betale en højere ydelse hver måned. Der skal også være mulighed for, at den unge kan blive a-kasseberettiget hurtigere end det nuværende år ved at betale mere. Der skal i det hele taget være mulighed for en række andre former for tillægsforsikringer inden for det nuværende solidariske a-kassesystem. JEG SYNES nemlig ikke, at det nuværende solidariske system skal overlade tillægsforsikringerne til de kommercielle. Vil en lønmodtager i dag tegne en tillægsforsikring, må han eller hun tegne den i et kommercielt forsikringssystem. På den måde undermines grundlaget for et socialt ansvarligt a-kassesystem, hvor de bedrestillede lønmodtagere er med til at betale for de dårligt stillede. Derfor skal en kommende dagpengereform gøre det muligt for de nuværende a-kasser at lade f.eks. særligt vellønnede lønmodtagere indbetale en større månedlig ydelse for til gengæld at være bedre stillet i tilfælde af arbejdsløshed. På den måde bliver pengene i det solidariske system, hvor alle kan være med, i stedet for at blive opslugt af rene kapitalistiske interesser på det kommercielle forsikringsmarked, hvor der aldrig bliver plads til de svageste. I udregningen af de forskellige pakker og månedlige ydelser skal der medtages en progressiv beregningsnøgle, hvor de bedst stillede betaler relativt mere end de ringest stillede, hvilket aldrig vil kunne lade sig gøre i et kommercielt forsikringssystem. ALLE SKAL være med – og kommunerne kan spare mange penge. Det er efter min mening helt urimeligt, at min kone og jeg og mange andre medborgere – der betaler vort a-kassekontingent hver måned – også over skattebilletten skal betale bistandshjælp til de mange lønmodtagere, der i hovmod har undladt at være medlem af en a-kasse, mens de var i arbejde. En arbejdsløshedsgruppe, der ifølge kommunernes egen statistik stiger helt voldsomt i disse år. Selvfølgelig skal samfundet fortsat have et bistandssystem, hvor alle borgere uden anden indtægtsgrundlang kan få understøttelse. Alle bør efter min mening have krav på et eksistensminimum. Og jeg kunne da heller aldrig finde på at frakende personer deres bistandshjælp, selvom de har været så asociale ikke at betale til a-kassen, mens de var i arbejde. Men jeg vil så til gengæld mene, at det er rimeligt, at det fremover bliver obligatorisk for alle lønmodtagere at betale til i hvert fald en minimumsforsikring svarende til bistandshjælpen. En sådan obligatorisk minimumsordning bør efter min mening indgå i en forhåbentlig snarlig dagpengereform. Rasmus Prehn, Reberbansgade 52, 3., Aalborg, er folketingskandidat og byrådsmedlem (S). E-mail: rp-byraad@aalborg.dk