Det er tid til forandring

Du har ret i meget af det, du skriver, men når Leif Lahn (S) vil forbyde farlige alternativer over en bred kam at kalde sig fagforening, er han bestemt på galt spor. Bestemt findes der useriøse operatører på området (søg f.eks. på Google med ordet "fagforeningsfup"). Man kan naturligvis ikke på et rimeligt niveau drive fagforening for et månedlig kontingent der ligger mellem 7 og 70 kr. Når folk i større stil er søgt dertil, skal det mere ses som et udtryk for LO-bevægelsens åbenlyse mangler og utilstrækkelighed, ikke mindst på det informative område, frem for f.eks. Esbjerg-mandens "lyksalige lavpristilbud". Hvis man har den grundindstilling, at alle fagforeninger er noget bras, noget, man helst vil være foruden, ja, så kan man jo lige så godt vælge den billigste, da de i virkeligheden anses for at være lige dårlige. At der kan være en utrolig ligegyldighed og manglende interesse oplever vi hos os med mange opkald fra lønmodtagere, der spørger, om de er medlem hos os i Danmarks Frie Fagforening. Mange betaler gladeligt kontingent til en forening uden at vide, hvad den hedder eller indeholder. Det er vel også sådan noget, der har tilskyndet Krifa til at benævne deres medlemmer som kunder. Jeg er enig med dig i, at der er forskel på at være medlem eller kunde. Kunde er noget uforpligtende, hvor man benytter sig af en service; hvis man har brug for det. Et medlemskab forpligter til at deltage i bevægelsens demokrati slutte op og deltage når der anmodes herom. Når du igen trækker den gammelkendte traver frem med, at dem, der ikke er med i forhandlingsmonopolet, er nassere, så virker det på mig, som om du ikke har læst godt nok på lektien. Det er selvfølgelig rimeligt, at alle bidrager til gode arbejdsmarkedsaftaler, tryghed og i øvrigt fremsynede faglige og uddannelsesmæssige tiltag. Problemet er jo, at LO-bevægelsen har valgt, stort set, at være enerådende. Når man har påtaget sig forhandlingsret, har man også forhandlingspligt. Det kan der laves om på, hvis monopolhaverne vil det. Jeg så meget gerne, at man i LO-familien lavede overenskomster, der kun gjaldt egne medlemmer. Det bedste ville selvfølgelig være, at de seriøse fagforeninger satte sig sammen og løftede i fællesskab. Men det vil i så fald kræve, at LO-repræsentanter stiger ned fra den piedestal, som de selv har sat sig op på. I øvrigt ser det ud til, at det er forbigået din opmærksomhed at ovenstående tanker har været luftet i LO-regi, men at mindst én arbejdsmarkedsforsker har frarådet, at LO-fagbevægelsen slipper forhandlingsmonopolet, da man jo så ikke længere kunne legitimere at kalde frie fagforeninger for nassere. Altså et imagemæssigt problem! Trods medlemsflugt vil man for enhver pris holde andre ude. Hvor længe kan man holde til dette? Med hensyn til strejkeretten er det rigtigt, at Krifa på forhånd har afskåret sig denne mulighed. Selvom vi hos os i DFF anser denne måde at løse nutiden problemer som forældet, så har vi ikke afskåret muligheden. Ved en åbenbar urimelighed skal man naturligvis kunne sige: så er vores arbejdskraft ikke til salg! Man behøver ikke at gå langt tilbage i tiden for at se flere strejker. Jeg benævner dem som dummemandsstrejker. Den seneste i LO-regi, hvor man havde spurgt medlemmerne, om de ville have lønforbedringer eller pension. Folk sagde løn, og LO-forhandlerne landede på pensionsforbedringer. LO-system havde her udstillet sig som totalt håbløse og ude af trit med virkeligheden. Derfor fik vi denne dummemandsstrejke eller den seneste konflikt hos sygeplejerskerne, der stort set kun havde til formål at tømme en bugnende strejkekasse. Strejken skabte begejstring hos kommunerne, da alt fungerede alligevel og kommunen sparede rigtig mange lønkroner til de strejkende sygeplejersker. Det er tid til forandring! Indse det, Jesper Mikkelsen!