EMNER

Det er tid til information

Aldrig så snart har EU-landene - oven på det meste af to et halvt års selverklæret tænkepause - omsider fundet sammen om en ny, revideret reformtraktat, før diskussionerne kommer til at dreje sig om - nej, ikke hvad der er fyldt i den, men hvem der skal udfylde dens rammer. Efter at have brugt ganske mange år på sig selv med det højere formål at udtænke og vedtage et sæt fælles spilleregler har EU - i hvert fald for en stund - fortabt sig i en diskussion om, hvem der mon kommer til at indtage den allerhøjeste top inden for systemet som EU¿s udenrigsminister og faste formand. Faktisk siges blækket knapt nok at være blevet tørt i traktaten, før spekulationerne har fået lov til at gå i retning af, om statsminister Anders Fogh Rasmussen mon ikke tænkes at blive en af kandidaterne. Men mens han selv umiddelbart har forsøgt at bortlede tankerne med et henkastet ¿Jeg befinder mig rigtigt godt som dansk statsminister¿, er hans forgænger på den danske statsministerpost, nuværende EU-parlamentatiker Poul Nyrup Rasmussen (S), anderledes åben over for tanken om at komme til tops i EU. Med bemærkningen: ¿Man skal altid håbe på sit eget land, uanset hvem det er¿. Men i stedet for at fortabe sig i mindre væsentlige personspørgsmål - plus taktiske overvejelser i retning af, hvilke lande inden for EU, der mon ¿vejer¿ tungest, når de helt store poster skal uddeles - var det måske nok mere på sin plads at lade større dele af diskussionen komme til at dreje sig om, hvad reformtraktaten egentlig rummer. Og hvad den kommer til at betyde for Danmark, såvel på det store plan som i det nære og daglige. Frem til december, hvor jurister har til at vurdere, om traktaten kræver en folkeafstemning, gjorde det faktisk ikke noget, hvis politikere - såvel i Europa-parlamentet som i Folketinget - ulejligede sig med klart og tydeligt at forklare indholdet af traktaten og dets konsekvenser. Om ikke andet så for at gøre det godt igen i forhold til dengang i 1972, da de danske vælgere lod sig lokke ind i, hvad der i sin tid blev kaldt Fællesmarkedet eller EF, på, hvad nogle siden har været hurtige til at opfatte som falske præmisser, fordi samarbejdet har vist sig at være væsentligt tættere og mere forpligtende. Et samarbejde i en del af verden, der i århundreder har været mere forvænt med krig end med den fred, der i dag hersker mellem landene på tværs af ideologiske og andre skel.