Det er tid til nytænkning

Der gik ikke engang et halvt døgn, fra formanden for de danske skattechefer, Svend Åge Fog i Hjørring, luftede tanken om at afskaffe kørselsfradraget - til forslaget blev slået i gulvet af politikere fra et bredt flertal i Folketinget. Og ikke om der var den mindste antydning af en bare lidt dybere diskussion om, hvorvidt der mon kan findes et brugbart alternativ til kørselsfradraget med det formål at forenkle skattesystemet.

Sådan går det tit. Uden tvivl også for tit. For kørselsfradraget er jo så langt fra det eneste fredhellige i det politisk-administrative system i Danmark. Heller ikke rentefradrag må der røres ved. Og det kan da slet ikke komme på tale at pille det mindste ved folkepensionens grundbeløb. Heller ikke i forhold til landets allerrigeste pensionister. På samme måde ligger retten til såvel boligydelse som boligsikring fast. Det samme gælder forældres ret til med jævne mellemrum at få udleveret en såkaldt børnecheck. Og at man ikke slipper heldigt fra at underminere ordningen med efterløn - slet ikke efter først at have garanteret, at dén ordning vil der ikke blive rørt ved - dét kan landets forrige statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (S), uden tvivl tale med om. Hver især sikrer de forskellige ordninger selvfølgelig, at "vi får noget for vores skattepenge", som det bliver udtrykt mand og mand imellem i et land, hvor man betaler mellem halvdelen og to tredjedele af sin indtægt i skat. Men samlet set sømmer ordningerne det danske system fast til gulvet. Uden mulighed for bevægelse. Eller udvikling. På dén led er fællesøkonomien i Danmark ikke forskellig fra et hvilkent som helst privat husholdningsregnskab: Har man mange faste udgifter, skal man ikke undre sig over, at det koster. Og at det er så svært at spare. Et uoverskueligt system som det danske kalder på at blive tænkt igennem. Forfra. Også som et opgør mod, at det aldrig må koste nogen noget, at en ordning ændres eller bortfalder. Vi kan ikke fortsætte det system, som en borgerlig samfundskritiker har karakteriseret med ordene, at man overfører penge fra de 80 procent rigeste til de 80 procent fattigste.