Det er tilladt at være dansker

Danskheden har dybe rødder, og uden den ville demokratiet og velfærdssamfundet være svagere, mener den politiske kommentator Ralf Pittelkow, som i en ny bog kalder til forsvar for nationalstaten

Hvis nogen tror, at fædrelandsfølelse, danskhed og det, der ligner, blot er levn fra en snavset fortid, man roligt kan skylle af sig, nu vi har EU, bør de måske stoppe op, før de lukker badevandet ud. Demokratiet - og ikke mindst velfærdsstaten, riskerer nemlig at ryge med. Det mener den politiske kommentator, Ralf Pittelkow, som med sin seneste bog, "Forsvar for nationalstaten", slår til lyd for, at danskhed, når det ikke overdrives, både er godt og nødvendigt for det land, vi ønsker os. - I årevis har en hel del politikere og meningsdannere ladet som om, at nationalstaten sådan lidt underforstået er på vej ud af historien. Samtidig har man ment, at dem, der har en nationalfølelse og er stolte over at være danske, hænger fast i fortiden og er fjendtlige over for resten af verden. Men det er en total fejlopfattelse, at hvis det betyder noget for én at være dansker, så er man mod EU og fremmede mennesker. Kendsgerningen er, at flertallet af danskerne er både-og, siger Ralf Pittelkow. Danmark er et land med en stor folkelig indflydelse, og det er i Ralf Pittelkows øjne baggrunden for en vis vagtsomhed over for at afgive suverænitet til EU. - Nationalstaten har nogle grundlæggende kvaliteter, som ikke findes andre steder. Det politiske system er forankret i borgernes fælleskab om værdier, socialt liv og kommunikation. I mennesker, der deler liv, historie og sprog sammen. Den slags giver tillid mellem folk og i forhold til det politiske system, og det betyder, at man gider engagere sig i demokratiet. Den fælles tryghed Det danske samfund bygger altså ifølge Ralf Pittelkow på en samhørighed, der skal beskyttes. - Du kan simpelt hen ikke have et velfærdssamfund, hvis du ikke har et vist grundlag af tillid mellem borgerne. Hvis jeg skal betale min skat og acceptere et hav af love og regler, hvoraf jeg er uenig i en række af dem, så skal jeg have en opfattelse af, at det er noget, der hører med til et fællesskab, og at de andre føler samme ansvar og ikke snyder, så vandet driver, siger han. Det nationale kan ikke bare kasseres og så genopbygges på europæisk eller nationalt plan. - Trods års anstrengelser er fællesskabet mellem EU's borgere meget svagere, end mellem borgerne i Danmark. Det samme ses jo i USA, hvor valgdeltagelsen er katastrofalt lavt, og forskere derovre har vist, at de store kulturelle forskelle mellem indbyggerne svækker tilliden. - Du får et dårligere fungerende samfund, ringere demokrati og måske slet ikke noget velfærdssamfund, hvis du ikke har en samhørighed at bygge på. Det er derfor, det er logisk for en klassisk ultraliberalist at være ligeglad med nationalstatens sammenhængskraft, for så har du ikke nogen særlig positiv holdning til et højtudviklet fællesskab. Er du tilhænger af velfærdssamfundet, er det en næsten ufattelig selvmodsigelse, hvis du ikke samtidig er opmærksom på, at du skal værne om de kvaliteter, der er knyttet til det. Opgør En del vil måske undre sig over at høre en mand, der startede sin politiske "iagttager"-karriere som aktiv VS'er i 70'erne, pludselig sidde og tale rosende om fædrelandsfølelser. I 80'erne var han international sekretær i Socialdemokratiet og i 90'erne rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, men nu skriver han politiske kommentarer i Jyllands-Posten og forsvarer det danske engagement i Irak, lige som han efter 11. september skrev en særdeles kritisk bog om muslimerne i Vesten. Men Ralf Pittelkow kan forklare: - Jeg er min egen, og det er ikke en floskel, men en målrettet strategi. Hvis jeg ser tilbage på mit liv i den politisk samfunds-debatterende afdeling, så er der meget kontinuitet, og mange af de temaer, som optog mig på venstrefløjen, synes jeg stadig er vigtige - især ligestilling, men også miljø og et mere levende demokrati. Men jeg er også et typisk barn af 68'ernes universitetsmiljø, og det, der generer mig i dag, er den konformisme, der var. Man undlod at tænke tingene til bunds personligt, og rettede sig mere efter de vedtagne sandheder. Den kritiske sans standsede alt for tidligt. - Når jeg af og til tænker tilbage, spørger jeg mig selv, om jeg ikke kunne have været bare LIDT vaksere, og have ladet ormen, der gnavede i mig, få lov til at komme til udfoldelse. Og alt, hvad der er sket med mig siden, har sådan set været én lang bestræbelse på ikke længere at blive befamlet af mennesker med forudfattede meninger. Eliten og folket I "Forsvar for nationalstaten" tager Ralf Pittelkow mere overordnet fat på det, han selv er et produkt af, nemlig den akademiske oplysningstradition og det folkelige fællesskab. - Næsten al politisk og intellektuel debat i Danmark består i, at folk placerer sig det ene af de to steder og står og råber ad hinanden. Men jeg har altid haft svært ved at vælge mellem Grundtvig og Brandes, og jeg insisterer på, at der ligger grundlæggende kvaliteter begge steder. Der, hvor det typisk går galt, er når den ene tradition forsøger at løsrive sig fra den anden. Så får du enten sådan noget elitært tyranni eller en lukket og giftig form for populisme. Selv om Ralf Pittelkow i nogles ører måske lyder, som om han nu ligger i højrebanen, hvor han før lå til venstre og midtfor, erklærer han fast, at han fortsat har varme følelser for dén socialdemokratiske tradition, som lægger stor vægt på samhørighed og fællesskab. - Men samtidig er jeg helt bestemt kritisk over for, at Socialdemokratiet og andre partier i dag har så ringe blik for nationalstaten. Alligevel føler Ralf Pittelkow sig ikke tiltrukket af de ivrige nationalister i Dansk Folkeparti. - Slet ikke. Dansk Folkeparti skal ha' den pointe, at de insisterede på vigtigheden af at diskutere de her ting. Men når de, der er så forhippede på at undgå den her debat, prøver at slå alle mennesker, der har en positiv nationalfølelse, i hartkorn med Dansk Folkeparti, er jeg nødt til at gøre opmærksom på, at Dansk Folkeparti er 10 procent af befolkningen. Men de, der er stolte af - og lægger vægt på - at de er danskere, udgør 90 procent. Det særlige ved os Men hvad er det så, der er så vigtigt ved det danske? Ralf Pittelkow peger blandt andet på, at vi ikke ønsker for store forskelle mellem mennesker hvad angår indkomst og magt, at vi synes, individuel frihed og selvbestemmelse er vigtigt, at vi tror på et fællesskab, hvor alle bidrager, og ingen falder ud. Desuden taler vi os som regel til rette om tingene, tillader kritisk tænkning og værdsætter kreativitet, mens et fænomen som lydighed kun har lav prioritet. Ralf Pittelkow ser imidlertid med stigende bekymring på det voksende antal borgere i Danmark, som ikke deler disse værdier. - Det er ikke kun et lille mindretal, og det handler ikke kun om islamister. Vi taler om betydelige grupper, der i højere grad lever i deres oprindelsesland end i Danmark. De føler sig ikke danske. I et land som Tyskland er tilstandene endnu mere skræmmende, mener Pittelkow. - Den overvejende del af de cirka to millioner tyrkere, der lever i Tyskland, har deres loyalitet og identitet knyttet til Tyrkiet. Og spørger man de unge tyrkere, om man skal modernisere islam eller holde sig til den rettro udgave, mener de fleste det sidste, lige som de passer på med ikke at blive for tyske. Det er et renlivet udtryk for det, jeg kalder opsplitning i parallelsamfund, og som den amerikanske forsker David Jacobson siger: "For enden af den vej ligger nationalstatens opløsning." Ralf Pittelkow understreger, at små mindretal ikke betyder noget. - Men vi taler om grupper i stærk vækst - primært på grund af familiesammenføring. Antallet af dem, der isolerer sig med deres parabolantenner og ikke har noget forhold til integration, er voksende. Borgere uden at være det Ralf Pittelkow peger på undersøgelser, som for eksempel viser, at selv tredje generation af tyrkiske indvandrere i Ishøj for 97 procents vedkommende henter deres ægtefæller i hjemlandet. Samtidig identificerer flere og flere af de unge i 20'erne sig med islam, og det handler for mange ikke bare om religion, men om en total livsform med regler for hele samfundet. - En hel del indvandrere føler ingen særlig tilknytning til Danmark, og min helt store bekymring er, at de kan få borgernes samhørighed til at gå i opløsning og tilliden til at forsvinde. Så smuldrer viljen til at acceptere, at du har nogle forpligtelser. At du skal yde noget for fællesskabet. Lige som Ralf Pittelkow er skeptisk over for de indvandrere, der skaber parallelsamfund, er han bekymret for et EU, der ikke alene overser nationalstaternes betydning, men samtidig optimistisk tror på, at 80 millioner muslimske tyrkere vil kunne optages som medlemmer, uden at det svækker grundlaget for sammenslutningen. - Tilhængerne af Tyrkiets optagelse argumenterer overvejende med, at det ellers kan gå grueligt galt i landet, som kommer i drift og bliver islamiseret. Men eftersom det jo slet ikke overordnet set er i Tyrkiets interesse økonomisk og sikkerhedsmæssigt, hvad kunne så være grunden til, at de pludselig blev superislamiserede? Skulle det være noget med, at befolkningen har meget stærkere islamiske holdninger, end man har talt om? Hvis DET var tilfældet, er det da det bedst tænkelige argument for, at det er uholdbart, at de bliver det største land i EU. Det sorte hul Ralf Pittelkow mener, som den tidligere tyske forbundskansler, Helmuth Schmidt, at vi kan kigge i vejviseren efter ethvert seriøst forsøg på at integrere tyrkere - og måske også andre muslimske indvandrere, hvis Tyrkiet bliver EU's største medlemsland. Tværtimod vil vore egne værdier komme under pres. - Som eksempel taler vi om et land, hvor det regerende islamiske parti, AKP, lige nu ønsker at ændre loven, så en voldtægtsforbryder kan slippe for straf, hvis han gifter sig med sit offer, siger Ralf Pittelkow. Han mener, at udgangspunktet for både indvandringen i Danmark og tanken om at optage Tyrkiet i EU er det store sorte hul, ingen har villet tale om, som er, hvordan nationer hænger sammen, og han indrømmer, at han selv sent er blevet opmærksom på det. - Jeg har løbet med på en bevidstløs opfattelse af, at jo mere EU, jo bedre. Men jeg har hele tiden haft ormen. Følelsen af, at noget ikke stemte. EU er et formidabelt fredsskabende projekt, men vi må være vagtsomme, når stadig flere beslutninger overføres fra nationalstaten til EU, og der fortsat er en undertone af, at det rigtige og moderne er mere og mere integration. Ralf Pittelkow håber med sin bog at bidrage til en aftabuisereng af debatten. - Jeg er skræmt over, så lukkede de akademiske miljøer er, og meget af det, der bliver sagt og skrevet om globalisering og nationalstat er intellektuelt af ringe kvalitet, fordi man nærmest pålægger sig selv tankeforbud. Der findes kun meget få, der tør sætte deres egen person ind i den følsomme debat. Men jeg mener, det er en vigtig funktion, og jeg har ikke noget imod at være havkatten i hyttefadet. Ralf Pittelkow: Forsvar for nationalstaten. 184 sider. 199 kroner. Lindhardt og Ringhof Udkommer 29. april