- Det er totalt uacceptabelt

Ældrerådmand svarer på kritik

AALBORG:Ældrerådmand Anni Kjeldgaard (K)mener, at det er totalt uacceptabelt, at Elly Kjærsgaard kun får skiftet sengetøj tre gange på tre måneder. - Jeg kan ikke andet end forestille mig, at det må bero på en misforståelse og mangel på kommunikation, siger Anni Kjeldgaard, der ikke er meget for at diskutere en enkelt brugers forhold, men: - Får man kun redt seng hver 10. dag, så gælder det, at der må være en kommunikationsbrist. Det er selvfølgelig vigtigt nu, at de får talt ordentligt sammen, så Elly Kjærsgaard får den hjælp, hun skal have, siger rådmanden. - Et regulært møgfald er der heller ikke nogenaf vores brugere, der skal have. Den går ikke. Vi skal selvfølgelig behandle vores brugere ordentligt, ligesom der også skal være fleksibilitet. - Beder Elly Kjærsgaard om to skiver frisksmurt brød, så skal der sørme også være plads til det. Man skal passe på ikke at lægge sig i faste rammer, forklarer rådmanden. - På baggrund af alt det her må parterne lige tage en snak og tale om det. Hvad angår mad, så er det ikke hjemmehjælpernes opgave at kokkerere ude ved borgerne. - Vi har ikke personale til at stå og lave varm mad til hver enkelt bruger. Derfor har vi også en virkelig god madordning, som man kan blive visiteret til, hvis man ikke selv kan klare at lave mad. Man kan låne en mikrobølgeovn, hvis man ikke selv har en, siger Anni Kjeldgaard, der dog fastholder, at der skal være plads til et par frisksmurte madder. Elly Kjærsgaard har ikke været tilmeldt madordningen i kommunen. Det er hun først langt henne i forløbet blevet gjort opmærksom på, og har derfor ikke tilmeldt sig. Hvad angår regeringens halve millard kroner ekstra til ældreområdet siger Anni Kjeldgaard. - Vi er blevet tildelt 15 millioner kroner til indførelse af fritvalgsordningen. Og 15 millioner kroner er ikke meget ud af vores budget i ældre- og handicapforvaltningen på 1,5 milliarder kroner, siger Anni Kjeldgaard.