Ældreforhold

- Det er vores penge

Ældrerådsformand mener, at det er tyveri, at de ældre borgere i kommunen ikke får alle pengene fra Det særlige ældretilskud.

Formanden for ældrerådet i Aalborg Kommune, Niels Ove Christensen, er vred over, at de ældre i kommunen ikke ubeskåret får pengene fra Det særlige ældretilskud, der er øremærket til de ældre. Arkivfoto: Torben Hansen

Formanden for ældrerådet i Aalborg Kommune, Niels Ove Christensen, er vred over, at de ældre i kommunen ikke ubeskåret får pengene fra Det særlige ældretilskud, der er øremærket til de ældre. Arkivfoto: Torben Hansen

Formanden for ældrerådet i Aalborg Kommune Niels Ove Christensen er dybt skuffet over, at de ældre i kommunen ikke får alle pengene fra Det særlige Ældretilskud, som beskrevet i gårsdagens udgave af NORDJYSKE Stiftstidende. I 2008 er det 15,9 mio. kr. og næste år er det 18,9 mio. kr. - Der står højt og tydeligt om de penge, at det er nogle penge, der skal højne ældreplejen, altså nogle som man skal have oveni, siger Niels Ove Christensen, der bemærker, at man siden 2007 har overført midlerne til den store kasse. Han har gentagne gange gjort politikerne opmærksomme på problematikken. - Jeg har før sagt til politikerne, at det er tyveri. Det er jo tydeligt, at de er afsat til os. Jeg kan heller ikke forstå, at Folketinget ikke kontrollerer, at pengene går til os. Han undrer sig over den politiske prioritering. - Jeg ved ikke, hvordan man stemmer i ældre- og handicapudvalget, men jeg undrer mig over, at man ikke stemmer for, at pengene skal gå til det, som de er bevilget til. Ældrerådmand Tina French Nielsen (V) udtalte torsdag, at pengene er indgået i en samlet prioritering til andre formål, men hun pegede også på, at de ældre på næste års budget har fået 10 mio. kr. ekstra til flere hænder på plejehjemmene, men det giver Niels Ove Christensen ikke meget for. - Hun glemmer at fortælle, at vi bliver skåret ned på aktivitetscentre, personlig pleje og alt det der. Ældrerådet har officielt protesteret over sagen i høringssvar, og det vil man blive ved med, indtil der bliver ændret praksis. - Jeg vil tage det op hver eneste gang. Politikerne gider ikke høre på det mere, men der er ikke noget at gøre ved det, for det er vores penge. Direktør for ældre- og handicapforvaltningen, Niels Tikjøb Olsen slog i torsdagens Aalborg-sektion fast, at det er fuldt lovligt, det som kommunen gør, da det er op til byrådet at prioritere midlerne.