Det ' fandme hyggeligt, du

Peter Schrøder bliver ny leder på Vendsyssel Teater

HJØRRING:Vendsyssel Teater har gjort et scoop med ansættelsen af sin kommende leder. Det er den kendte skuespiller og instruktør Peter Schrøder (58), som de fleste nok husker for vendingen: Det ' fandme uhyggeligt, du." En enig bestyrelse mente, at derimod, at det er meget "hyggeligt, du" og ansatte Peter Schrøder blandt et meget kvalificeret felt på 20 ansøgere, hvoraf fem var udvalgt til samtale. Han tiltræder 1. august næste år. Peter Schrøder var i går på lynvisit, og fik en rundvisning på teatret i forbindelse med, at han skrev sin kontrakt under. - Vi tror på, at vi har fundet den rigtige mand, der brænder for Vendsyssel Teater. Han har erfaring fra både film og teater samt en stor berøringsflade og mange kontakter i branchen, siger bestyrelsesformand Else Købstrup. Peter Schrøder og hans kone Susanne Heinrich har i 11 år haft sommerhus i Tornby. Det bliver deres primære adresse i fremtiden. Peter Schrøder vil sætte sit eget præg på repertoirevalg, men bredden fastholdes. - Det har aldrig været et problem for mig med et bredt repertoire. Kvalitet og bredde er bestemt ikke modsætninger, siger Peter Schrøder. Peter Schrøder vender tilbage til den by, hvor han i 1973 debuterede i Hjørring Revyen. Peter Schrøders har sagt sagt nej til to mulige filmprojekter for at blive teaterchef. - På Vendsyssel Teater kan man sætte gang i projekter, som man følger helt til dørs. Det ser jeg frem til, siger Vendsyssel Teaters kommende teaterleder.