Lokalpolitik

Det fedeste ben til Ørnbøl

Byrådsmedlem Ole Ørnbøl(S) fra Hjørring fik efter valget ikke en formandspost i et af de politiske udvalg i kommunen.

Ole Ørnbøl - ny formand for AVV.Arkivfoto

Ole Ørnbøl - ny formand for AVV.Arkivfoto

Til gengæld har han nu sikret sig et af de gode fede ben, nemlig formandsposten for det fælleskommunale affaldsselskab AVV. Her aflønnes formanden med knap 162.000 kroner om året. Han afløser Birthe Andersen (V), der på bestyrelsesmødet mandag forslog sig selv til at fortsætte som formand. Men et flertal pegede på Ole Ørnbøl. Han har de senere år set med meget kritiske briller på AVV og ofte luftet sin utilfredshed med, at selskabet har været for lukket for offentligheden. Mere åbenhed - Jeg går ind for åbenhed, og det ændrer sig ikke, selvom jeg er blevet formand for AVV, siger Ole Ørnbøl, der bl.a. agter at opsøge pressen og referere fra bestyrelsesmøderne i affaldsselskabet. Der venter flere store udfordringer forude. Lige nu er selskabet ved at udlicitere dele af kørslen mellem genbrugspladserne og forbrændingen. Senere skal den store beslutning om en ny ovn 4 til i omegnen af 400 mio. kroner tages. Den nye ovn skal bane vejen for at en større del af kommunens borgere kan forsynes med billig affaldsvarme. Lige nu afventer man, at Energistyrelsen fastlægger, hvor stor en ovn AVV må bygge. Ud over Ole Ørnbøl er kommunerne repræsenteret med Ole Bruun (A), Brønderslev, der blev valgt som næstformand, samt Birthe Andersen (V), Hjørring og Henning Sigsgaard (UP), Hjørring