Det flasker sig for ny friskole i Klitmøller

Tilsagn om 41 børn til friskole og 19 til børnehave i Klitmøller, hvor initiativtagerne har drøftet overtagelse af skolen med Thisted Kommune

Klitmøller Skole kan blive hjemsted for den nye friskole - hvis byrådet giver grønt lys.Arkivfoto

Klitmøller Skole kan blive hjemsted for den nye friskole - hvis byrådet giver grønt lys.Arkivfoto

Positive vibrationer. Sådan karakteriserer Thomas Baun, medlem af initiativgruppen for en ny friskole i Klitmøller, det møde, som gruppen mandag holdt med Lars Sloth, direktør for Thisted Kommunes børne- og familieforvaltning, samt skolechef Jesper Carlsen. På dagsordenen stod friskolens mulighed for at overtage den skolebygning, som bliver ledig når folkeskolen i Klitmøller lukker med udgangen af dette skoleår. Det er op til byrådet at afgøre, om og på hvilke vilkår, den kommende friskole kan overtage Klitmøller Skole. - Men vi opfattede i hvert fald, at forvaltningen er samarbejdsvillig, fortæller Thomas Baun. Spørgsmålet er så, om friskolefolkene og kommunen kan blive enige om, hvad skolen skal koste. Ifølge Thomas Baun blev der ikke diskuteret pris på mødet med forvaltningen. De to parter drøftede derimod muligheden for at Thisted Kommune kan blive tilsynsførende for friskolen. - Det kan vi måske godt være interesseret i. Vi vil gerne signalere, at friskolen får et fagligt niveau, der er på højde med folkeskolen, siger Thomas Baun.