EMNER

Det fleksible menneske

Fleksible og skræddersyede løsninger, det er sagen! Det handler naturligvis om individualisering. Det handler om at få det, lige præcist, som man vil have det. Det handler om at have eller få indflydelse på det, man enten køber eller søger at skabe.

Men fleksibilitet og individualisering er begge tilstande, som har betydelige omkostninger. Ikke blot for det senmoderne individ, men også for de institutioner, vi nærer tiltro til, kan skabe de værdier, som vi kan bygge et fremtidigt samfund op med. Og skal man tro de mange diskurser eller de mange måder at tale om vores kreative fremtid eller det kreative menneske på, så spiller fleksibilitet og frihed en væsentlig rolle. Det kommer vel ikke som nogen overraskelse, at fleksibilitet ikke nødvendigvis er en velsignelse. Det kan godt være, at fleksibilitet er at foretrække fremfor bureaukratiske systemer og procedurer. Jeg vil da også heller kunne ordne mine papirsager og -mellemværende med myndighederne på en så fleksibel - og i princippet også så anonym - måde som muligt. Det er da lettere at sende en e-mail sent torsdag aften til den person, man skal have fat i fredag eller den næstkommende mandag, i stedet for at forsøge at fange personen telefonen, også selvom det sikkert kunne lade sig gøre. Fleksible mennesker har nemlig mobiltelefon, og det står fleksibelt til rådighed, også i weekenden. Det er måske ikke helt så galt, men jeg har masser af eksempler fra undervisningsverdenen, hvordan e-mail og mobiltelefoni bliver brugt som fleksible medier, der er med til at rykke grænserne for, hvornår og hvordan man fleksibelt er tilgængelig for henvendelser. Problemet med fleksibilitet er for så vidt ikke, at grænsen mellem arbejdstid og ikke-arbejdstid forskydes eller bliver porøs. Den selverhvervende og den karriereorienterede livsform har i mange år været måder at gøre sit liv, eller at forvalte sin tilværelse på. Det er ikke spørgsmålet om grænserne, der i sig selv er en omkostning. Det er derimod spørgsmålet om værdier. Den amerikanske sociolog Richard Sennett fremlagde sidst i 1990'erne sin analyse af, hvilke konsekvenser vi kunne forvente at møde af det fleksible samfund. Sennett beskriver i Det fleksible menneske - eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning (Hovedland 1999) en værdikrise. Ikke en hvilken som helst værdikrise, men en personlig værdikrise. For det første peger Sennett på, at fleksibilitet i en vis udstrækning blot er en individualiseret form for disciplinering eller kontrol. Det er helt sikkert, at der er nogen der sidder og tjekker om timerne og minutterne nu også stemmer i flex-tidssystemerne eller time-sagsstyringssystemerne. Der er ingen tvivl om, at der bliver holdt øje med, om indsats og aflønning balancerer. Men Sennett peger i stedet på, at fleksibilitet i denne form mere handler om selvdisciplinering. Hvor det før var arbejdsgiverens opgave at tjekke op på, om tiden nu stemte, betyder de fleksible arbejdsformer, at ansvaret og forpligtelsen ligger hos den enkelte. For det andet peger Sennett på, at det er forsvindende lidt, vi kan lære af et senmoderne og fleksibelt arbejdsliv, som vil kunne overføres positivt til familielivet. Hvilke værdier lærer vi overhovedet som kan bruges til at opdrage vores børn og den kommende generation? At de skal være fleksible? Det giver problemer, ikke blot når det kommer til at opdrage og sætte grænser. At de skal lære, at faste forhold ikke er noget der findes, fordi kontraktansættelser og fleksible ansættelsesformer kun er midlertidige. Vi lærer, at vi altid er på vej videre. Trofasthed og loyalitet, det er også svært at finde. Vi underkastes konkurrenceklausuler, så den viden og det netværk vi møjsommeligt har opbygget ikke må være en aktiv del af vores kompetenceregister eller portefølje, når vi skifter job fra én virksomhed til den næste. Vi lærer, at der ikke er nogen egentlig overføringsværdi fra én arbejdsplads til den næste, fordi her gør man tingene på en helt særlig, unik og ikke mindst fleksibel organisationskulturel måde. Vi lærer, at der ikke er noget at give videre, at alt skal bygges op, så det passer ind i den nye kontekst, den nye sammenhæng. Det er naturligvis rigtigt, at socialisering på arbejdspladsen og socialisering i hjemmet, strengt taget ikke behøver at have noget med hinanden at gøre. Men det har dog for generationer været en præmis for arbejdslivet, at den stolthed man kunne opbygge ved at gøre sit arbejde godt og den anerkendelse man skabte, netop smittede af på den personlige karakter. Stolthed, myndighed og kyndighed, men selvfølgelig også erfaringer med lydighed og krav om præcision er nogle af det moderne arbejdslivs værdier. Jeg siger ikke, at disse værdier er blevet bøjet og perverteret til uigenkendelighed i fleksibilitetens navn. Men Sennett peger på, at vi med fleksibiliteten risikerer en fornemmelse af tomhed. Vi risikerer at skabe nogle modsætninger mellem arbejdslivet og familielivet som ikke kan kompenseres af nye lønformer. På lang sigt kan vores arbejdsliv - det, vi skal leve af - være med til at tømme familien som væksthus eller arnested for værdier, der kan give tilværelsen den nødvendige varme. Og så bliver det ikke blot svært at være far, søn, mor eller datter. Det bliver også svært at være et fleksibelt aktiv for virksomheden. ] Tem Frank Andersen blev født sommeren 1969 i støvet af fredselskende blomsterbørn. Har siden 1996 forsket i kultur, medier og læring på Aalborg Universitet med særligt fokus på børn og unge. Aktiv skribent og anmelder. Magister i kommunikation og medievidenskab 1996. Adjunkt på Humanistisk Informatik.