Retspleje

Det flyder med falske pengesedler

I 2013 steg mængden af falske pengesedler med 328 procent i forhold til 2012. De fleste blev fundet i omløb

Arkivfoto

Arkivfoto

HELE LANDET: I stedet for at gå ned i banken og hæve kontanter kan man lige så godt lave dem selv hjemme ved køkkenbordet. Udsigten til at komme ind og ruske tremmer fik således ikke falskmøntnere til at fremstille færre falske pengesedler i 2013. Tværtimod.

Af en ny opgørelse fra Nationalbanken fremgår det, at der blev fundet 1433 falske pengesedler i 2013.

Det er en stigning på 328 procent i forhold til året før, hvor der kun blev fundet 437 falske pengesedler. De falske pengesedler findes typisk ved politiransagninger, oplyser Nationalbanken.

Mange 500 kronesedler

Ud af de 1433 falske pengesedler blev de 1115 sedler fundet i omløb. Det er en stigning på 276 procent i forhold til året før, hvor 404 falske sedler blev afsløret, efter at have været brugt som betalingsmiddel.

Nationalbanken oplyser ikke, hvilke pengesedler, der blev kopieret flest af, men kun at der i 2013 blev fundet forholdsvis flere falske 500 kroner sedler.

- I international sammenhæng er forfalskningen af danske pengesedler fortsat beskeden, skriver nationalbanken i opgørelsen.

Falskmøntneri kan give en straf på op til 12 års fængsel. Domstolene idømmer typisk ubetinget fængsel, hvis man opdages i at lavet sine egne pengesedler eller har medvirket til det.

To års fængsel

De længste straffe har i de senere år været på op til to års ubetinget fængsel, og selv fremstilling og udgivelse af nogle få sedler har medført ubetinget fængselsstraf, advarer Nationalbanken. Dommene afhænger dog af de konkrete sager.

Det er ikke kun fremstilling af danske pengesedler, der kan give fængselsstraffe. Det er også ulovligt at fremstille udenlandske pengesedler, selv om det foregår i Danmark.

Ved Retten på Frederiksberg står en mand således på mandag anklaget for at ligge inde med ikke mindre end 14.000 falske eurosedler i sin kælder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.