Litteratur

Det første offer er sandheden

FJENDEBILLEDE:Dette er ikke et partsindlæg for eller imod krigen mod det irakiske regime. En krig vil utvivlsomt kræve store menneskelige ofre, som etisk set vel kun med retorisk hiv og sving kan retfærdiggøres, men omvendt har Saddam Hussein begået så ufatteligt grusomme forbrydelser imod både sin egen stats borgere og nabolandenes indbyggere, at næppe mange vil begræde hans fald fra magtens despotiske tinde. Mens specielt den amerikanske præsident George W. Bush og den britiske premierminister Tony Blair, mere stilfærdigt sekunderet af Anders Fogh Rasmussen og andre europæiske statsledere, derfor rasler med militært isenkram og derved sender signaler om en troværdig trussel, har jeg i timevis kigget på et billede af Irak. Billedet har jeg fået i hænde i forbindelse med den bog om flygtninge og nye borgere, som jeg sammen med tidligere skoledirektør Peter A. Jacobsen er ved at skrive for Hirtshals Kommune. Det er et meget enkelt billede, som er tegnet op med sølvfarve på sort baggrund. Ned igennem landet ser man to stærkt snoede sølvstreger, som bugter sig fra det nordvestlige hjørne af landet hele vejen ned til floddeltaet i sydøst ved den Persiske Golf. Det er floderne Tigris og Eufrat, ved hvis bredder nogle af de første menneskelige samfund, der fortjener betegnelsen civilisation, opstod og udviklede sig for tusindvis af år siden. I dette ældgamle kulturland byggede irakernes forfædre blandt andet de hængende haver, som er blandt verdens syv underværker, ligesom hjulet blev opfundet ved netop disse floders bredder. Omtrent midt inde i landet ved Tigris ser man hovedstaden Bagdad tydeligt markeret. Det er kort fortalt et fantastisk smukt billede, lavet af en herboende iraker, der venligt lånte mig det i nogle dage, mens jeg skrev hans families historie til ovennævnte bog. Den sympatiske og kloge iraker, hvis identitet ikke her skal afsløres, pointerede gang på gang, at irakerne er et meget uhomogent og sammensat folk. Således har en nu afdød, men i sit hjemland meget kendt irakisk historiker, Ali Alwerdi, forsøgt at beskrive sit lands borgere som et stort og samlet folk, men det mislykkedes angiveligt helt og aldeles. Irakeren fra Hirtshals understregede endvidere, at han i Bagdad var vokset op med lyden af kald til bøn, der blandede sig med de kristne kirkeklokkers bimlen. Han havde derfor selv lært at værdsætte ligheden mellem religionerne. I virkelighedens verden er islam altså ikke det stærke pejlemærke, der har været i stand til at levere en overordnet identitet til irakerne. De er vidt forskellige som mennesker og henter langt snarere deres identitet i de små lokalsamfund rundt omkring i det store land. Irak er for så vidt et kulturelt kludetæppe eller et multietnisk samfund, som det hedder med et lidt kedeligt begreb, der nærmest er blevet degraderet til skældsord i Danmark. Mens jeg kigger på billedet, tænker jeg på den tekst, som irakeren med sirlig arabisk håndskrift har citeret nederst på billedet. Det er et digt af den irakiske forfatter Mohammed Aljaoheri, som af uransagelige grunde fik frataget sit irakiske statsborgerskab og døde i eksil. I en nudansk parafrasering fortæller det, at når digteren falder i søvn, længes hjertet efter sit hjemland, hvor jorden er moskus, kamfer og guld. Mens krigen måske med hastige skridt nærmer sig, er det altså nok værd fra tid til anden at genkalde sig disse linjer og ikke mindst billedet af en mangfoldig befolkning. Krigens første offer er som bekendt sandheden, men husk nu på, at ikke alle irakere er demokratiets og pluralismens fjender. Langt fra! Niels V. Skipper Petersen, Nejstbrinken 105, er forfatter og lærer, og hans biografi kan læses på ForfatterNet. E-mail: nejst@mail1.stofanet.dk