Det frie arbejdsliv findes i hjemmeplejen

Bjergby 9. september 2002 08:00

HJØRRING: Ældre i Hjørring, der får problemer med helbredet, får ofte kontakt med en hjemmesygeplejerske. Hun kan være med til at gøre det muligt at være længere i eget hjem. Annette Gehr er én af kommunens hjemmesygeplejersker. Hun har arbejdet syv år i hjemmeplejen i Hjørring. Hun er meget glad for sit job og længes ikke tilbage til hverdagen på et sygehus. - Arbejdet her i hjemmeplejen er meget mere frit. Man kan selv tilrettelægge sin arbejdsdag, og sygeplejemæssigt er det mere tilfredsstillende. Jeg er ude i hjemmet og ser det totale menneske. Jeg har kun én patient ad gangen og det er rart, forklarer hun under en køretur i en af kommunens helt nye hjemmeplejebiler. - Jeg plejer ellers at køre i min egen bil mod at få kilometerpenge, siger hun. Hendes arbejdsdag for område Fynsgade-Bjergby begynder i Overgade, hvor hun som gruppeleder holder morgenmøde sammen med de 15 hjemmehjælpere, der er i gruppen. Sammen skal de se på dagens opgaver. Er der ferie, sygdom eller andet fravær, der skal tages højde for? Er der nogle klienter, der har særlige forhold på lige netop den dag. Området har ialt fem hjemmesygeplejersker, hvoraf én altid har fri. Klokken 8 tager hjemmehjælperne afsted ud til de ældre borgere, der har fået bevilget hjælp til enten personlig pleje eller rengøring. Når nogen har ferie, og så må de to i gruppen, der ikke har faste klienter, tage over. - Det er et puslespil at få det hele til at gå op, siger Annette Gehr . Klokken ni er hun klar til at tage afsted. Knap to timer senere har hun allerede været i ni hjem. - Mange af besøgene er hurtige. Det kan være nogen, der skal have hjælp med insulin eller klienter, der skal have skiftet bind på sår, fortæller Annette Gehr. Medicinkasse Alle, der får besøg af en hjemmesygeplejerske, har en lille kasse, der indeholder salve, bind eller medicin - remedier, som de selv skal sørge for at købe. Samtidigt er der en slags journal i kassen, hvor hjemmesygeplejersken skriver, hvad hun har foretaget sig, så den næste ved besked, hvis ikke lige det er hende selv der kommer næste gang. - Vi hjælper med at ringe til den praktiserende læge, hvis der er en recept på medicin, der skal fornyes, men nogle klienter ønsker selv at ringe, forklarer Annette Gehr, mens hun skifter bind på et skinnebenssår på 81-årige Kaj Egon Petersen. - Jeg fik så mange skader under krigen, forklarer han om skaderne. Han får foruden besøg af hjemmesygeplejersken hjemmehjælp til rengøring og bad i halvanden time om ugen. - Det rækker til mig. Der er mange, der får mindre desværre, siger han. I andre hjem består hjemmesygeplejerskens job i at foretage en medicinering en uge eller to frem. I specielle beholdere lægges medicinen til hver dag ugen igennem. Det foregår under en hyggesnak med den ældre om, hvordan det går med helbredet. Andre besøg gælder mennesker, som er alvorligt syge. - Jeg ser til dem og prøver at støtte dem og de pårørende, siger Annette Gehr . Tyve besøg Mange ældre og svagelige kan blive boende i eget hjem, når de får hjælp fra hjemmeplejen. - Jeg synes, at vi i hjemmeplejen kan hjælpe mange langt hen ad vejen, ligesom jeg synes, at de fleste har et godt netværk. Pludselig ringer Annette Gehrs mobiltelefon. Det er et nødkald fra en af områdets klienter, men det viser sig at være en fejl. - Det er noget nyt, at vi får nødkaldene direkte. Tidligere gik de til Falck, men det er en stor fordel for os at kunne tale med klienten direkte, siger Annette Gehr. Hun fortsætter sin tur og når op på 14 hjemmebesøg, før arbejdsdagen er slut. Ofte er der helt op mod tyve besøg på en enkelt dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...