EMNER

- Det går fint uden mobil og computer

HANHERRED:Det er lidt af et eksperiment for Thy Statsskovdistrikt at arrangere primitiv lejr for børn mellem 8 og 13 år. Men det blev så stor en succes, at tilbuddet nok er kommet for at blive, siger Jan Bagger Christensen oven på det begivenhedsrige døgn med 20 børn ved Sankt Pauli i Lild Klitplantage. - Vi ville finde ud af, om der er interesse for den slags, fordi vi synes der mangler et tilbud til børn i den aldersklasse, forklarer han. - Og det viste sig jo, at børnene sagtens kan undvære både mobiltelefon, playstation og fjernsyn, og at de er meget interesserede i aktiviteter i det fri. Faktisk havde Jan Bagger Christensen og hans hjælper Ole Søndergaard planlagt en tur i skoven, men den blev sløjfet. - Alle var så optaget af at bygge flåder og fiske, af bål og madlavning, så vi fik slet ikke tid til skovturen, griner han. Vejret blev rigtig fint igen efter regnen om formiddagen, og selv ikke et uheld med en kniv på afveje og en tur på lægehuset for at få flængen syet kunne tage pippet fra børnene, konstaterer Jan Bagger Christensen, der til daglig arbejder i Lild Plantage og holder opsyn med Bulbjerg. - De spurgte om, hvornår der igen bliver en lejr, for så vil de gerne skrives op.