Det går ikke uden justeringer

Vi har rekordoverskud på budgetterne. Arbejdsløsheden er rekordlav. Den udlandsgæld, der i årtier har været en svøbe for landet, er ude af verden.

Og også på hjemmefronten har langt de fleste danskere en tryg tilværelse - bolstret af en god økonomisk udvikling og sikret af et omfattende velfærdssystem. Så hvorfor begynder vi så at snakke om reformer af velfærdsstaten? Det gør vi, fordi de gode tider ikke bare vil vare ved. I hvert fald ikke, hvis vi undlader at lave nogle justeringer. Både udefra og indefra vil vores samfund møde nogle store udfordringer, der - hvis de bare ignoreres - kan give fremtidige generationer store problemer. De vil komme udefra igennem en stadigt stigende konkurrence fra de globaliserede markeder. Og indefra, fordi de store efterkrigsgenerationer er på vej på pension. Dermed er der færre erhvervsaktive danskere tilbage for at finansiere den fortsatte velfærd. Disse udfordringer vil regeringen gøre noget ved allerede nu - inden det begynder at gøre ondt. Det er hele pointen med de omfattende forslag til velfærdsreformer, som vi fremsatte den 4. april. Kort fortalt vil vi have flere hænder og hjerner på arbejdsmarkedet. Og hvis man ser danskernes tilværelse som delt i tre faser - opvækst, arbejdsliv og seniorliv - så er det fasen i arbejdslivet, som vi gerne vil udvide en lille smule. Dels ved at få de unge til at blive lidt hurtigere færdige med studierne. Og dels ved at udsætte tidspunktet, hvor de danske seniorer trækker sig tilbage for at få pension. Kombineret med bestræbelserne for at få flere ledige og flere nydanskere i gang med et godt arbejdsliv, er det med til at sikre, at de stærkt stigende udgifter til ældrepleje og sundhed kan betales, også i fremtiden. Dermed har vi tacklet de indre udfordringer. Men skal vi også sikre vores velfærd i globaliseringen, så kræver det, at vi investerer i fremtiden. Derfor foreslår vi i regeringen at give 11 milliarder ekstra til forskning fra næste år og frem til 2010. Til den tid vil det offentlige i alt investere én procent af bruttonationalproduktet i forskning og udvikling. Med én milliard kroner ekstra allerede i 2007 og den fremadrettede plan har vi i regeringen leveret hvad vi bebudede - blandt andet over for nogle forskere, der til tider har været noget utålmodige. Efter at have talt med repræsentanter for universitets- og forskningssystemet kan jeg roligt sige: Det er de ikke længere. De er glade. Til gengæld har kritikken rejst sig andre steder. For hvorfor skal en udskydelse af efterlønsalderen for dem under 50 være med til at betale for flere penge til forskere, lyder indvendingen. Men det er en forkert måde at sætte tingene op på. Vi kan ikke undlade stigende investeringer i forskning og udvikling og i stedet bruge pengene på velfærdsydelser. Sammenhængen er den direkte modsatte. Øgede investeringer i forskning og udvikling er hele forudsætningen for, at vi overhovedet har velfærdsydelser som efterløn - også for de kommende generationer. Man jeg vil gerne forsikre skatteyderne om, at regeringen ikke giver én ekstra krone til forskning, uden at vi har gjort det yderste for at sikre, at samfundet får kvalitet og nytte ud af investeringerne. Det ligger os stærkt på sinde - og det oplever jeg også klar forståelse for på universiteter, i forskningsmiljøer og videntunge erhvervsvirksomheder. Helge Sander er videnskabsminister og folketingsmedlem for Venstre i Aalborg Vest og Øst.