Ernæring

Det går ikke uden medansvar

VELFÆRD I år - eller rettere: i fjor - har det for første gang været muligt at spille på udtryk i dronning Margrethes nytårstale ud fra en overordnet idé om, at det selvsagt vil give mindre gevinster fra Danske Spil, hvis hun sagde ”Færøerne” og ”Grønland” i forhold til væsentligt mindre sandsynlige ord som ”Royal Straight Flush” og ”Snoop Doggy Dogg”. En anden gang kunne det måske være et nyt element i underholdningen hos Danske Spil at give spillere mulighed for at sætte penge på oppositionens reaktioner på statsministerens nytårstale. Og her vil reaktioner som ”kedelig”, ”visionsløs” og ”uden nyheder” nok gå for de laveste odds. For det er lige nøjagtigt de udtryk, politikere fra Socialdemokratiet, Radikale og Enhedslisten igen er grebet til efter statsminister Anders Fogh Rasmussens seneste tale til nationen. Og så langt kan man medgive oppositionspolitikerne, at det var uhyre småt med konkrete, nye initativer og håndfast fremsyn i en nytårstale, der snarere formede sig som en formaning om at tage personligt medansvar for, at velfærdssamfundet - som alle på tværs af partier og andre skel jo gerne vil holde fast i - skal udbygges og videreudvikles. Midt i en længere udredning om den opgave, der ligger i at sikre fortsat fornyelse og udvikling af kvaliteten i børnepasning, skoler, ældrepleje og på sygehuse, blev det til en påmindelse til forældre om at påtage sig et ansvar for at give sig tid sammen med børnene og sørge for, at de møder udhvilede og har lavet lektier, ligesom det i talen om sygehuse af højeste kvalitet hed sig, at ”vi bør hver især forebygge livsstilssygdomme ved sund kost og motion”. Hver især har vi et ansvar for at påtage anviste job, ligesom danskere med indvandrerbaggrund har et ansvar for at lære dansk og tilpasse sig regler og traditioner på danske arbejdspladser. Det ligner en tanke, at en af hovedpersonerne i sidste afsnit af tv-serien ”Krøniken”, Palle From, en times tid senere nåede frem til lidt samme konklusion, nemlig at velfærd jo ikke kun er et spørgsmål om velstand. Altså at det ikke nytter at bygge det helt store velfærds-samfundsmaskineri op, sådan som vi med flid og energi har gjort i årtier, hvis det ikke anvendes efter hensigten og med omtanke. Om ikke andet kan statsministerens nytårstale vel opfattes som endnu et opgør med den gamle dogme om, at ”Det er samfundets skyld” - når vi nu selv har en meget stor del af medansvaret. Hvis vi ellers forstår at påtage os det.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst