Løgstør

- Det går skam fremad

Krisen er forbi, men væksten bliver ikke prangende de næste to-tre år.

Omkring 50 kunder var inviteret til Spar Nords investeringsaften i Løgstør. Privatfoto

Omkring 50 kunder var inviteret til Spar Nords investeringsaften i Løgstør. Privatfoto

Det var budskabet til de omkring 50 personer, der var inviteret til en såkaldt "Investeringsaften" i Spar Nord i Løgstør. Her gav en række kloge hoveder udi økonomi deres bedste bud på den økonomiske temperatur. Blandt dem var bankens direktør John Lundsgaard, der ikke lagde skjul på, at uden statens bankpakker, så var mange virksomheder gået ned. For bankerne ville have opsagt kundernes kreditter ud fra devisen om, at det trods alt er bedre, at kunderne går ned end at banken selv går ned. Med bankpakkerne fik pengeinstitutterne økonomiske saltvandsindsprøjtninger. Og som John Lundsgaard udtrykte det, "så har Spar Nord nu masser af penge at låne ud. Der er bare ikke så mange, der vil låne". Men under alle omstændigheder, så går det altså fremad. Det sagde bankens cheføkonom Jens Nyholm, som kaldte krisen den værste siden 1942. - Vi er ovre det værste, lød det beroligende fra cheføkonomen, som dog betegnede det som "et skrøbeligt opsving". Men at optimismen er ved at vende tilbage, ja, det er der ingen tvivl om, pointerede han. Det har afspejlet sig på aktiemarkederne, der er steget gevaldigt siden lavpunktet i marts sidste år. Det fik investeringschef Per Najberg Poulsen til at sige, at der fortsat vil kunne hentes gode penge på aktiehandel, men at man nok må forudse, at aktiekursernes opadgående kurver bliver mere moderat i den kommende tid. - Man må forudse, at der kommer "bump på vejen", som Per Najberg Poulsen formulerede det.