Norge

Det går ski' godt på løjper i Østrig og Norge

HOBRO:Selv om det ikke just er sne i store mængder, der p.t. præger Danmark, boltrer skiløberne fra Hobro Skiklub sig som aldrig før. Som afslutning på det forgangne år deltog klubben med 45 skiløbere i nordkredsmesterskaberne i Norge , og netop i øjeblikket er en stor del af de 500 aktive medlemmer på træningstur i Kitzbühl i Østrig. - Og med i de to busser til det østrigske er 11 instruktører, således at både nybegyndere og øvede skiløbere kan få den rette vejledning, fortæller turleder Leo Libak. Selv om skiklubben gør meget ud af at pleje bredden, sker der også en stor talentudvikling. Således har Anne Libak på Halfjell i Norge deltaget i sit første internationale løb for skiløbere i alderen 11-12 år. Anne Libak sluttede midt i feltet som nummer 20 ud af ialt 42 løbere. Også hendes storesøster Mette var med, men måtte udgå efter et styrt. Anne Libak aspirerer til det danske U-15 landshold, og det samme gør en af klubkammeraterne Nichlas Bojer Jensen. Han er ligeledes udtaget til talentholdet. Hvordan han har det med ski i et snefattigt land, kan tv-seere i øvrigt se og høre mere om i tv 30. januar. Efter henvendelse fra Bubber er Nichlas nemlig den dag gæst i Snurre Snups søndagsklub.