Det gælder om ikke at ryste på hånden

Christen Højlund arbejder som organkirurg på sygehuset i Hjørring

HJØRRING:For Christen Højlund gælder det om ikke at ryste på hånden, når han er på arbejde. Han er nemlig ansat på Sygehus Vendsyssel i Hjørring som organkirurg, hvor han har specialiseret sig i mave- og tarmkirurgi. Christen Højlund er 50 år, og når han ikke er på arbejde, så holder han til ved Vodskov, hvor han bor sammen med sin kone. De fleste læger, der når op i 50’erne er forlængst blevet overlæger, men det gælder ikke Christen Højlund. Han begravede nemlig først næsen i læge-bøgerne som 30-årig, for inden da havde han arbejdet som landbrugssmed. - Jeg havde egentlig altid gerne villet være læge, men det med at læse på universitetet, det var der ikke mange, der gjorde i Vestjylland, hvor jeg kommer fra, fortæller han. Hvad der gjorde udslaget, ved Christen Højlund i dag ikke, men en studentereksamen blev taget, og derpå kunnne lægestudierne påbegyndes. Som 37-årig var lægestudiet gennemført for Christen Højlund, og siden dengang har han arbejdet på sygehuse i Dronninglund, Aalborg, Aarhus og nu Hjørring. Til sommer bliver han speciallæge i kirurgi. På trods af den lange uddannelse, så har Christen Højlund aldrig fortrudt, at han skippede håndværkerlivet. - Det her er meget sjovere, for det består dels af noget håndværk og dels af noget menneskelig kontakt. Og så er det jo en stor udfodring at finde ud af, hvad folk fejler. At snakke med døende At finde ud af hvad folk fejler, betyder indimellem, at Christen Højlund må overdrage sine patienter beskeden om, at døden er nært forestående. - Det er jo en del af vores job at snakke med døende folk, siger Christen Høj-lund. Han har efterhånden prøvet at overlevere en sådan besked mange gange, men hver gang forbereder han sig særdeles grundigt. - Jeg plejer at gå i enerum med patientens journal, og så prøver jeg på at forberede mig ved at sætte mig i personens sted. Indlevelse er altså nøglen for Christen Højlund, men også måden, som beskeden afleveres på, er vigtigt. - Jeg plejer at præsentere mig, og så kun sige en lille smule. Og så lader jeg egentlig patienten snakke, for det er vigtigt, at man ikke virker for skråsikker. Sådan kunne en læge måske opføre sig for 50 år siden, men det går ikke mere. - Vi skal have respekt for de mennesker, som vi har med at gøre. Det sker ofte, at pårørende til en døende patient ikke ønsker, at vedkommende skal have sandheden at vide, men Christen Højlund mener, at det er en forfejlet strategi. - Man skal selvfølgelig ikke overinformere, men jeg synes, at det er vigtigt at sige sandheden, om det som patieten har brug for at vide. - Patienterne skal vide, hvad de fejler, for det kunne jo være, at der er noget, som de skal have ordnet, inden de skal herfra, siger Christen Højlund. Forskellige reaktioner At der er mange forskellige måder at modtage beskeden om en snarlig død kan Christen Højlund sagtens skrive under på. Han har mødt mange af dem gennem sit virke som organkirurg. - Nogle fornægter og fortrænger det, og det er nok den mest hyppige måde at reagere på. Christen Højlund fortæller, at møder man den samme patient dagen efter, så lader vedkommende ofte som om, at intet er sket. En anden type af patienter er dog ifølge Christen Høj-lund betydeligt vanskeligere at have med at gøre. De apatiske. - De bryder fuldstændig sammen og bestemmer sig for, at de vil dø. Så kan vi ikke gøre noget, for så dør de indenfor en uge, selvom de måske kunne have levet fem år endnu, siger Christen Højlund. En knivskarp grænse Selv om der er nogle liv, som ikke kan reddes, så er der dog også mange, der kan hjælpes ved at komme under Christen Højlunds skalpel. - Under operationerne tænker man ikke på, om man redder et menneskeliv. Så arbejder man bare, siger han. Grænsen mellem liv og død kan være knivskarp, men det er dog ikke noget, der umiddelbart får Christen Højlund til at ryste på hånden. - Jeg bliver aldrig nervøs, når jeg står på operationsstuen, men jeg kan da godt blive det, når jeg snakker om det, fortæller Christen Højlund. Selv om det endnu aldrig er sket, så er Christen Høj-lund klar over, at den dag kan komme, hvor noget går grueligt galt under en operation. - Man skal have tænkt den tanke, at en dag kan man komme til at lave en fejl, som koster et menneske livet. Det skal man have rygrad til at klare, mener han. Samtidig understreger Christen Højlund dog, at han ikke kaster sig ud i noget, som han ikke mener at mestre. - Hvis der er en opgave, som jeg ikke har rutine i, så kontakter jeg en overlæge, som kan hjælpe mig, forklarer han. At sige farvel Mange af de patienter, som Christen Højlund må tage afsked med, er ramt af kræft i mave- og tarmregionen, men selv om det er sørgeligt, så føler Christen Højlund sig dog ikke på det personlige plan dybt berørt af de dødsfald, som hans arbejde uundgåeligt bringer ham i berøring med. - Ofte er det en lettelse, at nu er det overstået. De slipper jo for den konstante smerte, som de har levet med, siger han. Christen Højlund mener ikke, at man kan arbejde som organkirurg, hvis man konstant lader tankerne kredse om død og ulykke. - Det hører med til arbejdet, og det kan ikke hjælpe noget, at man tager det med hjem, så det går ud over familielivet. Derfor mener Christen Højlund, at det er vigtigt at snakke med kollegerne, hvis der er en sag, der tynger. - Vi har heldigvis et godt kammeratskab, og der er ingen problemer med at få læsset af. Selv problemer på hjemmefronten kan man komme af med, hvis man har behov for det, griner Christen Højlund. Det bedste ved jobbet Som tidligere nævnt har Christen Højlund aldrig fortrudt, at forlod arbejdet som landbrugssmed. - Mine drømme er blevet opfyldt, og selvom der er travlt, så kan jeg med glæde sige, at jeg fløjter hver dag, når jeg kører på arbejde. Præcis hvad det bedste ved jobbet er, kan Christen Højlund derfor også sagtens sætte fingeren på. - Der er en vis tilfredsstillelse i at udskrive en patient, som man selv har opereret. Men den tilfredsstillelelse har en mekaniker vel også, når han starter en bil, og han kan se, at den kører godt.