Det gamle hus får en håndsrækning

Lokalpolitik 25. februar 2003 07:00

VESTBYEN: Siden 1917 har det smukke, gamle bindingsværkshus ligget gemt lidt af vejen på Lindholmssti i Vestbyen. Og der bliver det liggende, omend den konservative Vibeke Gamst i går på byrådsmødet luftede muligheden af at flytte huset til en mere iøjnefaldende plads i byen. - Har I aldrig tænkt på, hvor pragtfuldt det ville være, hvis det lå et andet sted, sagde hun. Hun kunne sagtens se det ligge på Østeraa - f.eks. ved siden af Turistbureauet. Det var der nu ikke flertal for blandt de øvrige byrådsmedlemmer, der havde huset på dagsordenen i forbindelse med en sag om byfornyelse. Staten og kommunen deles om at betale et tilskud på 374.755 kroner. Det samlede byråd - minus Anita Knakkergaard (DF) - stod bag det kommunale tilsagn. Alle lejlighederne får nyt køkken, toilet/bad. Vinduerne renoveres og monteres med forsatsrammer, og der lægges et nyt tegltag på. Den samlede ombygningspris er budgetteret til 2,5 millioner kroner. Men der var alligevel forståelse for budskabet i Vibeke Gamsts forslag. Den radikale Preben Pedersen slog fast, at byrådet skal lære af fortidens synder. - Vi har revet utrolig meget ned, og mange af husene fra Aalborg står nu i Den Gamle By i Århus. Lad os blive bedre til at bevare fremover, lød hans opfordring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...