Lønstrup

Det gamle Lønstrups sjæl

Når Lønstrup Koret optræder denne sommer, er der en ny sang på programmet. Den er skrevet af Erling Wolff fra Odense, der siden 1982 har ferieret i Lønstrup hver sommer. Han og hustruen Birthe er med, når Lønstrup Koret går på scenen i teltet til sommerfesten på søndag. Melodi: Jens Vejmand Hvor hav og vind har gnavet af klitter og af strand, gik bådene på havet, og hver en fiskermand med energi og vilje har klaret mangen tørn, til gavn for sin familie, for kone og for børn. Men årene er gået, og alt har ændret sig, den lille by har fået en anden levevej. Turisterne er strømmet hertil, det bliver ved, for Lønstrup er berømmet for ægte gæstfrihed! Det er turistens lykke med hav og sol og luft og badeliv og hygge samt hybenrosers duft. Mens timerne forsvinder til lyd af mågeskrig, man aftenhyggen finder i rolig harmoni. Men byens fremtid handler, om det man kan formå, og håndværksfolk forvandler en by fra top til tå. Fra morgenstunden lyder der muntre hammerslag, mens byggeriet skyder til vejrs hver arbejdsdag. Man bør dog ikke glemme trods al moderne vræl, at man kan ikke tæmme det gamle Lønstrups sjæl. Her lever eventyret til trods for tidens tand, når blot det bli’r bestyret med hjerte og forstand!