Det gik i fisk for turisterne

Turisterne havde mulighed for at gå på fiskeauktion uden at ende med et helt vognlæs

SKAGEN:-Det er meget dyrt at vinke herinde hr. Det kan nemt koste et par hundrede, advarede auktionsleder Peter Friis. Sammen med Ib Bach Andersen stod han for turistfiskeauktionen i auktionshallen på Skagen Havn fredag eftermiddag. De styrede løjerne med hård hånd, hurtig stemmeføring og en betragtelig portion humor. - I byder ved at række armen i vejret. Det gælder også de børn, der sidder på armene, startede Ib Bach Andersen auktionen. -Bare hold armen oppe, lød opfordringen kort efter, da priserne ikke steg hurtigt nok. Auktionen var underlagt mindstepriserne i EU, så alle bud begyndte med 75 kroner, men de røg hurtigt i vejret. Det gjorde mundvigene hos turisterne også. De syntes tydeligvis, at det var sjovt at opleve en ægte fiskeauktion. I år var der både friske fisk og konserves på auktionen, og mange af buddene indeholdt begge dele. En del af de 300-500 fremmødte nøjedes med at kigge nysgerrigt på ekller nyde en øl med en silde- eller laksedog bagerst i auktionshallen. Men ganske mange bød på varerne, og især børnene morede sig. - Solgt til vores lille trold hernede. Du er dygtig til at købe på auktion, roste Peter Friis en pige, der netop havde vundet et bud. Et andet sted stod en far med sin søn på ryggen. Godt nok fik sønnen lov at byde, men af sikkerhedmæssige årsager havde faren en solidt tag i sønnens bydearm, så han selv kunne styre, hvad der skulle på middagsbordet. Det er Lions Club, der står som arrangør af auktionen. Men de scorer dog kun selv halvdelen af overskuddet fra turistspøgen. Den anden halvdel går Fiskernes Enkekasse,og alle fiskene er doneret af fiskere, som vil støtte den gode sag. Arrangørerne var lidt skuffede over tilstrømningen af mennesker, i betragtning af de mange mennesker, der er i Skagen netop nu. Men priserne tilgengæld mente de, at priserne havde været fine. De er først færdige med at gøre kassen op mandag, men de lægger ikke skjul på, at de forventer et pænt overskud.