Det gik ikke så (Ham)let

Der skete en hel del - også uden for scenen - da det jubilerende Aalborg Teater i 1969 var i Paris for at spille Shakespeare

Film 27. februar 2003 07:00
Nu, mange år efter er det til at grine ad, og det huskes som et højdepunkt i teatrets historie. Men der var næsten ikke det, der ikke gik galt eller var tæt på at gøre det, da Aalborg Teater i juni 1969 drog til Paris med Shakespeares "Hamlet". Det vil være rigtigt at begynde med en af de mere muntre oplevelser, et forberedende møde med den danske kulturattaché i den franske hovedstad. Han trak en skuffe ud i sit skrivebord, tog et stykke papir op og sagde: - Nåh, sidst, da balletten var her, var det Carlsberg, så er det Tuborgs tur denne gang. Sådan gik det til, at netop dét bryggeri kom til at give en ordentlig skive i en stor restaurant i Boulogne-skoven efter premieren. For et syns skyld stod der en Grøn ved hver kuvert. Det hele gik ud på, at Le Théâtre d'Aalborg skulle være med i en international teaterfestival. Jeg var pressesekretær på teatret den gang og arrangerede en del af det praktiske, vistnok fordi jeg den gang stadig kunne huske lidt af mit skolefranske. Det er første og foreløbig eneste gang, jeg har prøvet at chartre et helt fly til Aalborg-Paris og tilbaws igen. Vi fik lokket 10.000 kr. ud af Kulturministeriet til et program på fransk. Ved trykstart havde bogtrykkeriet lavet en af trykpladerne forkert, så en tekstside var spejlvendt og ulæselig. Om igen! Det forsinkede programmerne så meget, at de først var klar umiddelbart før maskinen lettede. I lufthavnen ved Paris forlangte de told af tryksagerne, men lod sig formilde, da de fik at vide, at de ikke skulle sælges, men foræres væk. Et par dage før skulle dekorationer, kostumer og osv. sendes afsted. Et aalborgensisk flyttefirma blev hyret og kørte derudad. Lørdag formiddag - to dage før tæppet skulle gå på Odéon-teatret - ringede en fortvivlet scenemester, med kun én fransk franc i møntelefonen, fra grænsen til Frankrig. Ingen havde tænkt på, at der var forbud mod tung trafik i weekender. Det danske konsulat i Paris klarede en dispensation. Dermed var trængslerne ikke ovre. Dekorationen, skabt af Lars Juhl, var lidt kompliceret. Den bestod af plader, der kunne hejses op og ned, og som skulle hænge på de rigtige træk i teatret. Men sedlen, der viste hvordan, var ikke kommet med på turen. Musikken af Erling D. Bjerno var indspillet på bånd af det, som nu hedder Aalborg Symfoniorkester. Båndhastigheden passede ikke til den maskine, teatret havde, så - få timer før tæppet skulle gå - måtte et lokalt lydstudie lave en overspilning. Ikke nok med det. Under en af forestillingerne gik båndoptageren i 200 pct. u-du, så Henning Zibrandtsen, skuespiller og tonemester, måtte dreje spolen med fingeren, såvidt muligt i den rigtige hastighed. I pausen blev en ny båndafspiller hejst op til ham. Hejst? Ja, Harald Hejst spillede Polonius, som hver aften blev stukket ned af Hamlet, den svenske skuespiller Lars Passgård, og derefter skulle ligge "død" på scenen i over 10 minutter. Hejst blev ramt af en livlig "turistmave" og skulle, da tæppet endelig gik ned for dén akt, rende op på anden sal og få en påklæderske, som han ikke kunne tale med, til at knappe sit kostume op i ryggen, så han hurtigt kunne komme på toilettet. Mens forestillingen blev spillet i Aalborg, præsterede Passgård i øvrigt det kunststykke at gennemføre det mest af en akt - uden at publikum opdagede, at hans bukser var revnede bagpå. Det tekniske udstyr på Odéon-teatret var et kapitel for sig. Hver gang, vi efterlyste et eller andet, som det havde fortalt, det havde, lød svaret: - Maj 68! I forbindelse med studenteroprøret havde teatret været besat, og nogle havde følt sig fristet til at tage lidt med sig, da de forlod teatret. Hele spilleperioden, næsten en uge, forløb uden væsentlige problemer. Masser af publikum og flotte anmeldelser i de franske aviser. Frank Edwards, på alle måder stor fiskeeksport fra Skagen, var hyret til at spille biskop og var kun med i starten og i slutningen. I den timelange pause mellem sine to entreer vandrede han over på den nærmeste bistro, og dér lærte de hurtigt, at når "biskoppen" gjorde sit indtog i fuldt ornat, så skulle der en Campari med soda på bordet. Men den sidste dag, lørdag, var der ved at gå koks i det. En aalborgensisk statist, også af en vis størrelse, kom i håndgribelig diskussion med en parisisk taxichauffør. Han var selv i samme branche herhjemme, pudsigt nok. Det førte til, at aalborgenseren blev transporteret til den nærmeste politistation, i håndjern. - De behandlede mig sgu', som om jeg var Al Capone, sagde han bagefter. Han kom til at sidde i en celle i to timer, uden at kunne forklare betjentene at han skulle på toilettet, før jeg nåede frem og løskøbte ham - 200 francs til franskmanden for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Han skulle på fri fod, dels for at kunne være med i forestillingen, dels for at komme i flyet hjem. Da teaterchef Ebbe Langberg hørte det, sagde han flot: - Det betaler teatret. Da den løsladte statist hørte det, sagde hen: - Hvis jeg havde vidst det, havde jeg stukket ham en ordentlig en. Senere gik turen med forestillingen til København og til Det Kongelige Teater. Det gik langt mere smertefrit.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...