Lokalpolitik

Det gik lidt for stærkt med ny vagtlægestruktur

NORDJYLLAND:Noget gik galt, da et forslag til ny vagtlægestruktur blev sendt til høring i kommunerne, uden at regionsrådet havde drøftet eller var informeret om forslaget. Det erkendte regionsrådsformand Ulla Astman (S) i går på et møde i rådets forretningsudvalg. Her kritiserede Thomas Krog (SF) fremgangsmåden skarpt - og han blev ikke modsagt af Ulla Astman: - Vi må erkende, at vi ikke har grebet dette her rigtigt an. Regionsrådets medlemmer skal selvfølgelig være klar over, hvad vi sender i høring, siger hun. Det konkrete forslag er forlængst sendt ud til kommunerne, og denne proces ændres der ikke ved. Men i fremtiden bliver proceduren anderledes, lovede Ulla Astman. Og det løfte stillede Thomas Krog tilfreds: - Det er selvfølgelig i orden at lave en fejl. I regionen har man lært af fejlen, og fremover bliver regionens politikere en naturlig del af lignende forløb, siger han.