Film

Det glemte led i bogkæden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det dialektale er noget af det allersværeste, for hvordan oversætter man en fransk provinsdialekt til dansk? Man kan jo ikke bare gengive det på vestjysk, siger oversætteren Iben Hasselbalch, som blandt andet har oversat mastodont-romanen Don Quijote fra spansk til dansk. Foto: Nina Hellström/Polfoto

600.000 danskere har siddet med "Da Vinci Mysteriet" og slugt hvert ord råt. De ved udmærket, hvem der har skruet bogstaverne sammen, for det står med fede typer på omslaget. Og på avisernes forsider, bussernes reklamer og boghandlernes vinduer: Dan Brown. Men i virkeligheden er det ikke hans ord, de læser, for hvert et ord på hver en side er nedfældet af en dansker, som de færreste kender navnet på. Det står nemlig med småt indeni. I dette tilfælde står der Susanne Torpe, men det er bedst, hvis man ikke tænker for meget på hende. For bogverdenens mindst feterede led, er også det led, der helst bør overses. For en god oversætter lægger man ikke mærke til. – En oversætter har det ligesom en fodbolddommer, siger Klaus Rothstein, som er litteraturkritiker på Weekendavisen og som har anmeldt utallige udenlandske bøger i deres danske udgaver. – Hvis man ikke lægger mærke til ham, har han gjort sit job godt. Bortset fra 2005, som var et år med mange danske bogudgivelser og exceptionelt få udenlandske, har der ikke været et år siden 1983, hvor der var flere dansk-forfattede bøger på hylderne end udenlandske. Sidste år blev der udgivet 694 skønlitterære danske titler og 921 udenlandske oversættelser. Bag de 921 udenlandske titler, hvoraf langt størstedelen er skrevet af amerikanske, engelske eller skandinaviske forfattere, står en række danske oversættere. De står med små, skrå bogstaver på en af de dér første halvtomme sider, som alle bladrer forbi for at komme frem til kapitel 1. Ifølge Karsten Nielsen, som er forlagschef for fiktion på Lindhardt og Ringhof, er det en forholdsvis hård kerne af danskere, der flittigt bruges af forlagene. En etableret kerne, der har gjort det godt i mange år, men som bogbranchen dog gerne så en større udskiftning i. – Der er mange dygtige oversættere i Danmark, men vi har et problem med rekruttering af nye oversættere. Der kommer ikke mange unge, nye folk ind i branchen. Der er en gruppe af lidt ældre, veletablerede oversættere, der har meget travlt og som tjener udmærket. Det er ikke nogen guldgrube at være oversætter, og det tager nok to-tre år at få sig et godt navn, så det er nok derfor, der ikke kommer så mange nye til. Honoraret for en skønlitterær oversættelse er hos de fleste forlag og oversættere en forretningshemmelighed, men Karsten Nielsen fortæller, at et beløb på omkring 40.000 kroner ikke er unormalt for at oversætte en hel roman. Det varierer dog meget efter tid, omfang og kompleksitet. En af de etablerede og velrenommerede oversættere er Iben Hasselbalch, som har oversat mere end 50 romaner fra spansk og fransk til dansk, og som nok er mest kendt – og det siger som sagt ikke meget – for oversættelserne af Isabel Allendes bøger, samt ikke mindst for sin nyoversættelse af Don Quijote i 2000. Sidstnævnte oversættelse tog omkring to år af hendes liv, men det gjorde hende hverken til millionær eller celebrity. – Det er ikke nogen velbetalt geschæft. De opgaver, der er godt betalt, er dem, der er lette at gå til og som man forholdsvis hurtigt kan få oversat. Dem får jeg desværre ikke så mange af, bortset fra Isabel Allende, som er rimelig nem at gå til, fortæller hun. Tonen mellem linjerne At oversætte skønlitterære bøger er et job, der kræver en kombination af talenter. Man skal kunne andet end at tale et fremmedsprog, og det er derfor ikke nødvendigvis en kvalifikation at have gået fem år til fransk hos FOF. Den gode oversætter er nemlig mindst lige så skrivemæssigt begavet som sprogligt kvalificeret: – Det vigtigste for en oversætter er at have et godt sprog. Jeg vil faktisk sige, at det er vigtigere end at kunne det sprog, man oversætter fra til fuldkommen perfektion, siger Karsten Nielsen, som hvert år er ansvarlig for omkring 70 oversatte udgivelser. Klaus Rothstein mener, at oversætteren er et meget overset led, for det er et ansvarsfuldt job, der rent faktisk kan være den altafgørende faktor for, om en bog bliver god eller dårlig: – En oversætter kan maltraktere en god bog. Johannes V. Jensen – en af vores helt store forfattere – er et fint eksempel på dette. Han har leveret nogle helt forfærdelige oversættelser, som reelt ødelagde bøgerne, siger han om forfatteren, som ellers med en Nobelpris i litteratur fra 1944 burde havde skrivepapirerne i orden. Dét, som kan ødelægge en ellers god roman, er, hvis oversætteren ikke formår at viderebringe bogens stemning. Hvis man oversætter ordret og mister grebet om miljøet, som handlingen foregår i, så kan en god udenlandsk bog blive til en dårlig dansk bog, fortæller Iben Hasselbalch: – Man skal kunne oversætte det, der står mellem linjerne. Man skal have tonen med. Hvis ikke du formår at genskabe det univers, som originalen foregår i, så går det hele tabt, siger hun. En definition af den gode oversættelse, som Klaus Rothstein er enig i: – Oversætteren skal være som et vindue: Man skal se direkte igennem det og ud på landskabet bagved. Man skal ikke få øje på selve ruden og pletterne på den. Den opgave lykkes kun, hvis oversætteren formår at få nuancerne med fra det oprindelige sprog og genskabe bogens stemning på sit modersmål. Hjemme under tidspres Den danske udgave af en international bestseller er sjældent en ordret oversættelse. De fleste oversættere er nødt til at bevæge sig væk fra den direkte translation for at få handling, tempo og miljø til at fremstå troværdigt, når det suges ind gennem danske læseres øjne. Det kræver fantasi, mod og baggrundsviden om det land, historien foregår i, siger Iben Hasselbalch: – Jeg vil ikke sige, at man selv skal være forfatter, for så tror jeg, man løber en risiko for at komme til at digte for meget, men man skal absolut kunne skrive og formulere sig. Og så skal man kunne tage modige valg. Ellers risikerer man at ende med den ordrette oversættelse, som ofte ikke får det med, som står mellem linjerne. Netop valgene er ifølge Karsten Nielsen forskellen på den gode og den dårlige oversættelse, og de bedste oversættere er naturligvis dem, der er bedst til at tage de rigtige valg. – Oversætteren skal tage valg, der går langt ud over den ordrette oversættelse. Hvis du sætter to gode oversættere til at oversætte den samme bog, vil du få to forskellige udgaver. Der er aldrig én rigtig løsning. Selvom oversættere stort set altid arbejder under tidspres, fordi forlaget som regel er interesseret i at få den danske udgave på markedet hurtigst muligt, arbejder oversætteren typisk hjemme og alene. Der kan gå måneder, halve år og i tilfældet Don Quijote flere år, før oversætteren leverer det færdige danske manuskript. Det giver et stort spillerum: – Som oversætter har man stor frihed til at lægge sit eget særpræg i oversættelsen, men der sidder altid en redaktør og tjekker, at man ikke skejer ud, siger Iben Hasselbalch. – Ofte handler det om mod. Mod til at tage beslutninger, der rækker ud over den direkte oversættelse. Don Quijote er eksempelvis fuld af referencer til samtiden – blandt andet til de mange ridderromaner, folk læste dengang – som læserne slet ikke har præsent i dag. Måden man talte på dengang var komplet anderledes, så det kræver jo at man tænker kreativt i oversættelsesprocessen, siger hun. Perkersvensk og fiskerfransk Der er masser af faldgrupper for en oversætter. Små ord, vendinger og udtryk, som man umiddelbart tror man forstår, når man læser dem på engelsk, spansk, norsk eller japansk, men som ikke lader sig oversætte direkte til dansk. Iben Hasselbalch kalder dem "de falske venner": – Det er den slags udtryk, som umiddelbart ser ud som om, de hedder det samme på dansk, men som betyder noget helt andet på originalsproget. Dem risikerer man at få med, hvis man oversætter fra ord til ord og glemmer at forstå, hvad der rent faktisk står, og hvad det betyder. Ifølge Klaus Rothstein er de sværeste bøger at oversætte netop dem, som foregår i miljøer og med sprogbrug, som ikke findes herhjemme. – Den største udfordring ligger i de udenlandske bøger, som bruger mange udtryk, der er bundet til det land, hvor historien foregår. For eksempel den svenske "Et øje rødt", som foregår i et indvandrerkvarter i Stockholm. Det kræver altså en formidabel kreativ oversætter, at gengive perker-svensk på dansk. Iben Hasselbalch har prøvet netop denne sprogmæssige disciplin og stået over for samme problem: – Jeg oversatte engang en bog, hvor en pariserkvinde blev forelsket i en fisker fra Bretagne, som talte fiskerfransk. Det dialektale er noget af det allersværeste, for hvordan oversætter man en fransk provinsdialekt til dansk? Man kan jo ikke bare gengive det på vestjysk, men må finde en tone på dansk, der gengiver dialekten på en troværdig måde. Dansk uden nuancer Blandt sprogkendere er der mange, der helst vil læse engelske bøger på engelsk, fordi selv den bedste danske oversætter umuligt kan oversætte til en lignende sproglig kvalitet. Klaus Rothstein er en af disse: – Jeg vil ofte hellere læse originalen end den danske oversættelse. Ikke fordi danske oversættere ikke er dygtige nok, men fordi de ikke altid har et lige så rigt sprog at arbejde med. De store engelske forfattere læser jeg på engelsk, for det er et ualmindeligt nuanceret sprog i forhold til det danske som giver færre valgmuligheder og mindre valør. Det er et større maskineri, der bliver sat i gang små tusind gange om året (og det er vel at mærke eksklusiv børnebøger, fagbøger osv.), når en udenlandsk bog skal oversættes til dansk. Men når omkring 70 procent af de udenlandske bøger er på engelsk og langt de fleste danskere forstår engelsk, hvorfor så ikke bare droppe oversættelserne, spare tiden og pengene og smide de engelske på markedet? – Vi er jo et dansk forlag, så det falder os ikke naturligt at udgive bøgerne på engelsk – eller svensk eller spansk. Men i princippet kunne vi jo godt gøre det i et land, hvor så mange taler engelsk, siger Karsten Nielsen. – I en kommerciel branche som vores ligger der ikke en eller anden kulturpolitisk bevæggrund bag valget, men mere et spørgsmål om tradition, rettigheder og økonomi. Men derudover synes jeg da, at gode bøger principielt skal være tilgængelige for alle danskere.