Retspleje

Det gode samfund?

Jeg var i et hyggeligt selskab for nylig. En enkelt skilte sig lidt ud. Han sad og sagde: ”Vi lever i et satans godt samfund. Det er et satans godt samfund, vi har skabt”.

Det undrede mig, at hans tilfredshed var så aggressiv. Kunne man ikke nøjes med at være tilfreds eller endda glad for det samfund, VI har skabt. Jeg understreger: VI. Det kunne jo tænkes, at dette vi ikke var så omfattende, som jeg troede. Hvorfor denne aggressivitet? Rydningen og hjemsendelsen af irakerne fra Brorson Kirke er et meget uskønt eksempel på aggressiviteten i debatten, holdningerne og handlingerne. Lad mig sige klart, at ingen kan tage patent på kristendom og hævde, at deres holdning og handling er den rigtige – kristeligt set. Kristendommen er et mærkeligt paradoks – af denne verden, og ikke af denne verden. Hæver man paradokset, er man ude i farisæisme. Både på den teologiske højrefløj eller venstrefløj. Imidlertid er der ingen ende på, hvad den stakkels og modige præst ved Brorson-kirken må lægge ører til af beskyldninger, især fra kolleger, der mener at vide meget skråsikkert, hvad kristendom ikke er! Og sjovt nok hvad den så er! Det er simpelthen ulideligt at høre på disse belæringer om, at kristendom ikke er sværmeri eller andet afskyeligt. Jeg mener ikke at have hørt, at den gode præst, Per Ramsdal, har påstået, at hans beskyttelse af irakerne var den pure kristendom, blot at han følte, at det var det rigtige at gøre i den givne situation og en kristen pligt at hjælpe et menneske i nød. Hvis et menneske ikke må handle efter, hvad dets ”kristne” samvittighed byder det, selv stå inde for sit valg og møde sin Gud på Dommens Dag og – eventuelt - en jordisk dommer i byretten, men skal fyldes med teologiske belæringer af værste skuffe, så er den åndelige frihed ophævet i kirken og i samfundet. Der var en gang et princip, der hed: ”individet før systemet”. Dybt komisk er Søren Krarups appel til Københavns biskop om at tage Per Ramsdal i lære om, hvad ret kristendom i virkeligheden er! Jeg tror ikke, der er nogen, der er farligere for dan danske folkekirke end Søren Krarup med hans tidehvervske søndagskristendom og hans opfattelse af loven som et absolutum, hans legalisme. I almindelighed er Krarup kritiker af enhver absolutering, især af menneskerettighederne, men det skal ”fornuftigvis” = ufornuftigvis ikke forhindre ham i selv at absolutere sin kristendomsopfattelse og opfattelse af den politiske lovgivning. At opfatte positiv ret og lov som et absolutum, selv givet under demokratiske forhold, vækker uhyggelige associationer. Staten, flertallet, må indrømme, at de kan tage fejl. Ellers ender vi en statsabsolutisme. Og belæring om sand kristendom i forhold til en præst, der ikke er en åbenlys fornægter, men en søgende sjæl, minder om inkvisitorisk kirkeret. Dybt tragisk er Peter Skaarups domfældelse af præsten i medierne, en uhørt retskrænkende udtalelse af formanden for Retsudvalget, der imidlertid aldrig er bleg for at krænke domstole og retsvæsen i Danmark. Aggressiviteten gælder også den politiske debat. Enhver sympatitilkendegivelse i forhold til de irakiske flygtninge er blevet mødt med denne kritik: Du ophæver retssamfundet! Debatformen er ulidelig. Nyrup Rasmussen kunne ikke få lov at sige, at dette ”ikke er Danmark”, før Birthe Rønn Hornbech røg i haserne på ham og mente, at Nyrup ophævede lov og ret. Margrethe Vestager fra De Radikale er i den seneste tid blevet beskyldt for at være landsforræder og farlig for den danske retsstat, mens den højrenationale meningsklike mener, at Morten Messerschmidt er et ”lys” og tænker fornuftige tanker. Jeg behøver heldigvis ikke længere kommentere M.M.'s gøren og laden; den kommenterer så rigeligt sig selv hen over sommeren. Men har man hørt noget fra den højrenationale klike? Intet. Om Nyrup Rasmussen nu har ret i, at dette ikke er Danmark, er desværre tvivlsomt. Det er desværre Danmark at afvise omverdenen, plante hegnspæle, dyrke sine gulerødder og æde sin medisterpølse. Der er et par undtagelser fra denne historie – ikke mindst den vi altid soler os i: jødetransporten til Sverige under krigen. Ellers har ”puslingelandet” egentlig altid hygget sig ”i smug”. Anders Fogh troede, at han gjorde op med lilleput-mentaliteten i kraft af beslutningen om at deltage i Irak-krigen. Det gjorde han ikke. Han krøb blot ind i skyggen under Big Brother og banede vejen for en international karriere. Det skulle markedsføres under devisen: beslutsomhed og ansvar og et opgør med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig, men det var simpel følgagtighed på et forløjet grundlag. UNCHR siger, at der er ca. 200.000 flygtninge i usikre og fattige flygtningelejre rundt omkring i verden, der trænger til akut genbosætning. EU modtog sidste år i alt 4378 af 65.596, som FN anbefalede til genbosætning, ca. 6,7 pct. Har man et princip, der hedder, at de stærkeste skuldre bærer de tungeste byrder, kan man sige, det er billigt sluppet. Men i Medister-Danmark, 12-13 pct. af DK, hylder man, at flygtninge bliver i nærområderne og belaster i forvejen fattige og sårbare samfund. Vi modtog 500 sidste år; det er efter aftale og fint nok. Mange EU-lande har ingen aftaler og aftager ingen kvoteflygtninge. O. 67.000 krydsede illegalt Middelhavet og trængte især ind i Grækenland, Italien, Malta og Spanien. Alligevel synes de højreradikale i DK/DF, at løsningen er, at vi opretter grænseværn og bomme, mens resten af EU sejler sin egen sø. ”Menneskerettighedernes muslimske masseindvandring” er jo DF’s mareridt og det sorteste muddermål, jeg har hørt. Tror man, at DK kan melde sig ud af virkeligheden og redde medisterpølsen, fordi det ikke strømmer ind med illegal indvandring på den jyske vestkyst? Frihedsrettighederne og den fælles solidaritet var en gang adelsmærket for det gode samfund! Er de stadig det? Den personlige frihed, den åndelige frihed, trosfriheden, den kunstneriske frihed, friheden til at tage fejl, gøre det forkerte og blive klogere etc. – de store dyder fra den liberale tradition og solidariteten fra den socialistiske tradition: er de blevet rene illusioner? Hvis vi af angst for mødet med den islamiske kultur og den fattige verden, begynder at pakke disse dyder ned i kisten, så er det gode, vestlige samfund først for alvor i opløsning. Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og hf-kursus, dr. phil. fra Københavns Universitet, formand for Vendsyssel litterære Selskab, forskningsstipendiat under Carlsbergfondet 2003-04 med Aalbæk Jensens værk og virke som emne. Har skrevet bøgerne "Rifbjerg på kornet" og "Grund og bølge".