Det gode selskab

Man er i godt selskab i denne film. Især den første times tid fungerer den glimrende. Den handler om 51-årige Dan (Dennis Quaid), der er annoncechef på et sportsblad, som overtages af det multinationale Clobecom. Et hæsligt selskab der kun spekulerer i profitmaksimering, og hvor fyringer er dagens orden. Fyringerne er den trussel, der sikrer sammenhold og loyalitet. Der styres med frygten som tema. Overtagelsen spreder derfor omgående rædsel, og det bliver ikke meget bedre, da Globecom installerer to virkeligt hårde hunde på kontoret. Den ene - Carter (Topher Grace) - direkte i Dans stilling. Dan bliver souschef. Andre mænd havde taget deres gode tøj og var gået oven på denne degradering. Men dels er Dans kone gravid, og dels har han lovet sin ældste datter, Alex (Scarlett Johannson), at hun må studere på et dyrt universitet. Så han har ikke råd til at gøre det rigtige. Og hvor går man i øvrigt hen på et kynisk arbejdsmarked, når man er blevet 51? Carter er 26 år, og da han invaderer Dans kontor, er det med bemærkningen om, at Dan er ældre end hans far. Carter har drivet og kynismen til at blive noget stort i erhvervslivet. Men han mangler erfaringen, og han mangler først og fremmest empatien. Evnen til at leve sig ind i sine medmenneskers problemer. Dette plot er der faktisk, kommet en glimrende film ud af. Blandt andet fordi man vælger at skildre Carter som andet end en kynisk erhvervsdræbermaskine. At man får skildret, at han på det personlige plan har et liv, der ligger i ruiner. Tillige lykkes rigtigt godt at skildre spændingen mellem de to mænd. Som trumfen i ærmet vælger forfatteren at lade Carter have en affære med Dans datter. Det er der, filmen bliver bedst. Det er der, det begynder at sitre. Det er der, vi kan mærke, at nu bliver det spændende. Det går dog galt hen mod slutningen af filmen. Den er jo amerikansk, og det sætter standarder for, hvad man kan byde de etniske førstegenerationsamerikanere: Tingene skal helst falde på plads, så de ikke får forstyrret deres verdensbillede. Derfor skal slutningen helst ligne starten. Lidt krusninger undervejs, og så tilbage til udgangspunktet. Øv for det. Der spilles pænt i de tre hovedroller. Dennis Quaid har lagt sin friske actionstil på hylden og puttet mel i håret, og han klæder rollen som Dan godt. Topher Grace får også lagt et pænt mål af usikkerhed og smerte ind i sin rolle som den kyniske erhvervs-opkomling, og Scarlett Johansson som Alex leverer en pæn præstation som den 21-årige forfatterspire, der nærmest med røntgensyn diagnosticerer Carter i samme øjeblik, hun ser ham. Der er masser af gode momenter i denne film. Der er store mål af feel-good-stemning. Men hvor havde det dog klædt den, hvis forudsigeligheden var hevet ud af den sidste halve times tid. "In good company". USA. Instr: Paul Weitz. 1 time og 50 minutter. Tilladt for alle. Danmarkspremiere.