Det gør ondt på den faglige stolthed

Seks toldere skal dække hele den nordjyske toldregion. Det frustrerer dem.

Tolder Helle Lundquist synes, der er frustrerende få toldere i den nordjyske region. Det går ud over den faglige stolthed og gør ondt på samfundsborgeren Helle Lundquist, at smuglere har så let spil. Foto: Claus Søndberg

Tolder Helle Lundquist synes, der er frustrerende få toldere i den nordjyske region. Det går ud over den faglige stolthed og gør ondt på samfundsborgeren Helle Lundquist, at smuglere har så let spil. Foto: Claus Søndberg

De seks toldere skal dække et område fra Karup Lufthavn til Skagen og har havnene i Skagen, Hanstholm, Frederikshavn, Hirtshals og Aalborg - samt Grønlandshavnen og Aalborg Lufthavn - i deres geografiske område. De seks toldere har som alle andre ferie og fridage, og det betyder, at de nordjyske toldere på en god dag er tre mand på arbejde en dag, hvor de for eksempel skal gennemsøge et stort skib. - Det batter altså ikke meget, og det går ud over den faglige stolthed, siger Helle Lundquist, der er en af de seks lokale toldere, og som deler den frustration, formanden for Dansk Told & Skatteforbund giver udtryk for. Nemlig at der er for få toldere til at gøre arbejdet ordentlig. Hun er klar over, at andre faggrupper også er trængte, men konstaterer, at det som samfundsborger gør ondt at vide, at det er så nemt at omgå toldbestemmelserne. Det bekymrer hende, at det er så nemt at smugle narko til Danmark, fordi det giver følger for unge menneskers liv og helbred og i øvrigt også belaster sundhedsvæsenet. - Jeg har en kollega, der siger, at det i Vestjylland er nemmere at få fat i hash end i en pizza, siger hun, der også ærgrer sig over, at Aalborg har ry for at være en by, hvor det er nemt at få fat i narkotika. Ikke kun spiritus og cigaretter Helle Lundquist ved af gode grunde ikke, hvad de nordjyske toldere ikke får fat på, men mener eksempelvis, at de stofproblemer, der er i Grønland, må have en sammenhæng med, at der ikke føres tilstrækkelig kontrol med skibene, der afsejler fra Grønlandshavnen, som bringer post og fragt til Grønland. Hvor almindeligt toldarbejde er koncentreret om at kontrollere, hvad der indføres, har de nordjyske toldere også øje for, hvad der udføres - ikke bare til Grønland, men også til Norge og Sverige. Og det kan være på amfetaminlaboratorier og menneskesmugling. I den sammenhæng er den nordjyske styrke ikke meget bevendt, når den har en halv time til at tjekke en færgefuld biler, der skal af sted til Norge. Norsk hjælp - Og der skal meget til, før vi kan pille en bil ud, siger Helle Lundquist. De nordjyske toldere vælger så oftest at praje deres norske kolleger, der ikke har ressourceproblemer som de danske. Helle Lundquist nævner som eksempel på mangfoldigheden i tolderens arbejde, at de nordjyske toldere for nylig standsede en norsk lastbil, der fragtede radioaktive klude, og at der også er kontrolarbejde at udføre i forbindelse med lovlig indførsel af varer. - For hvis du spørger en almindelig borger, vil vedkommende sige, at en tolder er sådan én, der står i lufthavnen og tjekker for spiritus og cigaretter. Og det er lige netop én af de arbejdsområder, som de nordjyske toldere har måttet nedprioritere. Hun gruer lidt for, om sydamerikanske narkosmuglere lader deres bagage tjekke direkte ind til Aalborg Lufthavn, for så er der stor risiko for, at bagagen ikke bliver kontrolleret. I øvrigt, siger Helle Lundquist, er indførsel af kopivarer og især kopimedicin et større problem end netop spiritus og cigaretter. Det betyder dog ikke, at der er fri adgang til at indføre alt ulovligt via Aalborg Lufthavn. - Vi analyserer selvfølgelig, hvor der dag for dag er størst behov for os, lover Helle Lundquist.