Det grå guld på tur

Pladser til autocampere i Brønderslev og Flauenskjold

Brønderslev får to stellpladser til autocampere. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Motorveje 1. februar 2011 11:55

Gruppen af gråt guld, som elsker friheden ved at rejse Europa tyndt med hjemmet "på ryggen", er støt stigende. Et stigende antal efterlønnere og pensionister vælger at bruge deres nyvundne "frihed" på at rejse rundt i autocampere. Autocamperne giver dem mulighed for at køre, hvorhen de vil, når de vil - og denne frihed er særdeles vigtig for dem. I udlandet er denne form for ferie særdeles udbredt og en ferieform, som vokser år for år. Denne idé har fået Brønderslev Erhver & Turisme til at arbejde med ideer med lokale pladser, specielt for autocampere. I løbet af 2011 vil der derfor blive arbejdet på at få etableret to stellpladser i Brønderslev Kommune - én ved Brønderslev Hallen og den anden på Markedspladsen i Flauenskjold. Ordet stellplads stammer fra det tyske Stellplätze og dækker over en meget simpel overnatningsplads, hvor autocampere kan opholde sig lovligt på registrerede pladser. Bynære pladser Autocampister ønsker at placere sig helt bynært - tæt på shopping og restauranter - på havnefronter eller i naturskønne omgivelser, hvor der er kort gang til det, de søger, viser undersøgelser. Erhvervs- og turistchef Marianne Gade fra Brønderslev Erhverv & Turisme udtaler, at vi i Brønderslev Kommune har en stor og varieret detailhandel samt restauranter, og ligeledes kan kommunen tilbyde mange naturskønne områder. - Motorvej E39 og E45 som løber gennem kommunen, bevirker at turister i både nord- og sydgående retning ofte passerer kommunen - og dem vil vi gerne holde på, fortsætter Marianne Gade. - Grunden til dette er, at flere turister i kommunen giver øget indtægt til gavn for byens erhvervsliv, detailhandel og turismeaktører. Lægger mange penge - Undersøgelser viser, at hver person i en autocamper omsætter for ca. 350 kr. dagligt i autocamper-venlige byer, og at de typisk overnatter en enkelt nat eller to på samme stellplads, før de kører videre. Der har tidligere været træf for autocampere på markedspladsen i Flauenskjold. Men det, der arbejdes på, er en plads, der mere er i faste rammer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...