Det grå guld profilerer sig

Senior Erhverv åbner kontor i Frederikshavn

Erhverv 1. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Den private upolitiske forening for aktive ledige og jobsøgende over 50 år, Senior Erhverv, åbner nu kontor i Frederikshavn. Det sker som et satellitkontor under Senior Erhverv Vendsyssel i Hjørring, der har eksisteret i fem-seks år. - Vi har holdt et informationsmøde på en rigtig dårlig dag med snevejr og alligevel mødte 10 op, og interessen for en afdeling i Frederikshavn var utvetydig, så nu skrider vi til at åbne et kontor, oplyser medlem af Senior Erhverv Hjørring’s bestyrelse Jesper Jørgensen. - Torsdag 8. marts kl. 10 holder vi det første møde. Det sker på Jobcentret i Frederikshavn, som har stillet et lokale til rådighed for os, og på mødet skal vi have organiseringen af Senior Erhverv Frederikshavn tilrettelagt og have truffet beslutninger om, hvordan vi vil drive kontoret, fortæller Jesper Jørgensen og opfordrer alle interesserede til at møde op. - Senior Erhverv har 27 lokale netværk på landsplan, og sidste år lykkedes det at få 66 procent af vores medlemmer i arbejde. Vi laver opsøgende kontaktarbejde på virksomhederne, hvor vi præsenterer vores medarbejdere, og vi hjælper virksomhederne med selv at lave opsøgende arbejde på vores CV-database, siger Jesper Jørgensen, og peger på, at det såkaldte grå guld ikke skal ind af fordøren, men af en sidedør og gøre opmærksom på, at de er fleksible og åbne for jobmuligheder. Senior Erhverv Nordjylland i Aalborg, samarbejder med Senior Erhverv Vendsyssel, Viborg og Thy-Mors i ”Toppen af Jylland”, bl.a. om en fælles webportal, www.top-senior.dk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...