Det grå guld skal plejes

Møde med Nørresundby Boligselskab om at bygge i kommunen

Nørresundby 10. september 2002 08:00

AABYBRO: Der skal gøres mere for det "grå guld", og Aabybro Kommune skal stadig være et attraktivt sted at bo for børnefamilier. Det er den foreløbige konklusion på det første møde, som det nyoprettede ideforum er nået frem til. Idegruppen talte knapt 60 deltagere, som var ret enige om, at Aabybro også om 10 til 15 år skal overleve ved at være en bosætningskommune set i lyset af beliggenheden nær Aalborg Kommune. Derfor skal der også gøres mere for de ældre borgere, som der i nær fremtid vil være mange af i Aabybro, oplyser borgmester Ole Lykkegaard Andersen (V). Det skal ske ved at tilbyde de boliger og fritidsaktiviteter, som de ønsker sig. Samtidig har Nørresundby Boligselskab vist interese for at bygge boliger i også Aabybro Kommune, og borgmesteren vil ikke afvise, at et møde med boligselskabet er på vej. I Aabybro Kommune nærmer mange sig den tredje alder. Børnene er flyttet hjemmefra, og udover at ægteparret derfor bor i et for stort parcelhus er det "grå guld" begyndt at forberede sig til et liv efter arbejdsmarkedet. - Derfor har mange ønsker om at bo i nye bo-former. Det kan være boliger i klynger eller rækker, hvor man kan opnå et fællesskab, siger Ole Lykkegaard Andersen. Samtidig understreger idegruppen, at kommunens tilbud til børnefamilier fortsat skal udvikles. Deltagerne blev i starten af det første møde orienteret både om kommunens befolkningssammensætning, men også om den økonomiske situation. - Vi skal jo spare omkring fire mio. kr på driften. Derfor bliver det også en prioritering at finde ressourcer til forslagene. Men vi kan også invitere investorer til at bygge de ønskede boliger, siger Ole Lykkegaard Andersen. Også Johannes Andersen, lektor for Aalborg Universitets institut for politik, økonomi og forvaltning var inviteret til at holde et oplæg. Han forudser, at borgerne fremover ønsker valgmuligheder og vil komme med individuelle ønsker. Det er Udviklingsrådet, som har taget initiativet til Ideforumet for at inddrage en bredere kreds af borgere i udviklingen af kommunen. Der var inviteret 31 repræsentanter fra alle lokalsamfund og brancher, og som alle enten arbejder eller bor i kommunen. De udskiftes løbende og er valgt ud fra, at de kan bidrage med ideer om udvikling af erhverv, bosætning, turisme, kultur, offentlig og privat service, ældre, unge, børn og fritidsliv. Derudover består forumet af byråd, kommunens chefgruppe og styregruppen, og det skal mødes et gange om året.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...