Det halve af Gjøl Bjerg ligger i dæmningen

En gang havde bjerget på Gjøl syv tønder land på toppen, men en stor del blev gravet af i 1914-1918

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sommeridyl: Grusgraven er i dag et yndet udflugtsmål, og fra toppen af Bjerget er der vid udsigt over Limfjorden og Ulvedybet.

GJØL:Med en højde på 17 meter lyder Gjøl Bjerg ikke af meget. Men man skal ikke lade sig narre, for her er en formidabel udsigt over Limfjorden, Ulvedybet og Øland, et rundkik til et varieret vand- og landskab i tre fjerdedele af horisonten. En gang kunne man se hele vejen rundt, for bjerget var aldeles bart, uden træer og buske, og de syv tønder land på toppen af den flade morænebakke blev brugt til korndyrkning og græsning. - Oprindeligt havde de tre gårde, som kaldes Bjerggårdene, hver en andel af Bjerget, og en af ejerne plantede gyvel af hensyn til fasaner og andet vildt. Men det har nu bredt sig helt ustyrligt, fortæller Henny Christensen, der i 32 år var landmandskone på den nordligste af de tre gårde, Nordre Bjerggaard. En ø for sig selv Sammen med sin mand, Erik, der er født på gården, boede hun indtil 2000 i læ af Bjerget, og som lokalhistorisk interesseret har hun gennem årene samlet oplysninger om den enligt beliggende bakke i landskabet. - Bjerget har været en lille ø for sig selv i stenalderen. Vi har fundet en del flintredskaber rundt omkring i kanten, så her har boet mennesker i mange tusinde år. Men øen har været næsten dobbelt så stor som den er nu - halvdelen ligger ude i dæmningen over Ulvedybet, fortæller Henny Christensen. Før 1914 så Bjerget helt anderledes ud, kan man se på gamle billeder og postkort, som hun har samlet. Gravningen efter grus skete fra bakkens sydside, og der skulle meget til for at skabe en farbar dæmning over den lave fjordarm, så landmændene fik sikret marker og dyr mod oversvømmelse fra Limfjorden. - Der var især et bundløst sted, hvor de tilrejsende arbejdere, børsterne, blev ved med at hælde grus i. Det forsvandt simpelthen ned i fjordbunden, beretter Henny Christensen. - De kørte materialer ud med tipvogne, og så foregik resten ellers med håndkraft, trillebører og skovle. Skovlene solgte de bagefter, den kunne jo give et par kroner, og så skulle de ikke slæbe på den. De var ret vilde, de børster, og de satte deres præg på egnen, mens de var her. Efterhånden som der blev gnavet af Bjerget, blev kvaliteten af gruset ringere, og efter en sidste undersøgelse af Bjergets indre - en 17 meter dyb og to meter bred udgravning på toppen af bakken i 1940’erne - blev det opgivet at udnytte mere. Det var værdiløst sand, alle 17 meter, indtil man nåede ned til den bare kalk. - Bjerget står direkte på kalkbund, som man også kan se på parkeringspladsen, forklarer Henny Christensen. Efter graveriet var slut, blev området stort set overladt til vejr og vind og naturens eget forgodtbefindende. Digesvalerne holdt deres indtog, et mylder af blomster, som kan lide kalkbunden og de tørre skrænter, vældede frem, og Bjerget blev et yndet udsigtspunkt for fugleinteresserede og folk på cykeltur langs fjorden. Ulvedybet er nemlig samtidig blevet et rigtig fuglerigt reservat med et kanonflot nyt fugletårn og masser af ænder, gæs og vadefugle at se på. Skov- og Naturstyrelsen har overtaget den afgravede del af Bjerget, satte borde og bænke op, indrettede shelters og bålplads med vand og das, og der er sørget for oplysende skiltning. Så nu kan man lige fra den første lune forårsdag nyde solens stråler i bunden af den tidligere grusgrav, mens fuglene synger i krattet af havtorn og hyld, og tårnfalken står på svirrende vinger i sin jagt efter mus. - Det er blevet et dejligt sted, og det bruges af mange. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at alle de gamle gyvelbuske blev ryddet væk, lyder det fra Henny Christensen.