Chile

Det handler mest om skam

PINOCHET I dag begraves Chiles nyligt afdøde eks-diktator, den 91-årige Augusto Pinochet

- og han bliver af indlysende ikke æret ved en statsbegravelse, sådan som den chilenske forfatning ellers lægger op til, og der bliver heller ikke at tale om dekretere formel landesorg, uanset hvad gamle Pinochet-tilhængere så end måtte mene, Kun militæret har tænkt sig at vise eks-diktatoren den sidste ære - og dét kun i kraft af, at han var general. Ellers er det først og sidst skam, der klæber ved Pinochets navn - vel nok især skam over, at omverdenen i en uklædelig blanding af ligeglæde og kynisme valgte at kigge væk og angiveligt være optaget af så meget andet i de næsten 17 år, generalen sad ved magten og styrede landet med jernhård hånd. Med tusindvis af henrettede og torturerede - og i det hele taget et væld af anklager for brud på menneskerettighederne, korruption og svindel - på sin kronisk svigtende samvittighed. Der ligger ikke så lidt selvbevidst kynisme i den faste frase ”ikke et blad rører sig uden min viden” fra en mand, der om nogen endte med at komme til at stå som symbol på Sydamerikas undertrykkede militærregimer. Lige så meget lande, der ellers gerne bryster sig af at for demokrati, frihed og retfærdighed, svigtede fra det øjeblik i 1973, da Pinochet tiltvang sig adgang til magten ved et blodigtkup, og helt frem til 1990, da han valgte at træde tilbage, lige så meget - om ikke mere - svigtede de samme lande i Pinochets sidste år, hvor det kun blev til et beskæmmende halvhjertet opgør med hans fortid. Det er meget muligt, at han i sin sidste tid udtalte, at han påtog sig det fulde politiske ansvar for, hvad der var foregået i hans år ved magten - men det endte unægteligt med at blive en udstedt regning, der aldrig blev betalt. Mest beskæmmende slap Pinochet for seks år siden for retsforfølgelse under dække af at være alt for syg til den slags - hvorefter han foran snurrende tv-kameraer viste sig i stand til at rejse sig fra kørestolen og i øvrigt virke rask og åndsfrisk i samme sekund, han havde bragt sig i sikkerhed. Og hvad der måtte være tilbage af Pinochet-tilhængere må have fået et og andet at tænke på, da det viste sig, at eks-diktatoren omhyggeligt havde stuvet en millionformue væk på diverse udenlandske bankkonti. Til historien om Pinochet klæber sig så megen skam, at verdenssamfundet må lære af det i omgang med vore dages menneskefjendske regimer med Nordkorea og Iran blandt de forreste.