EMNER

Det handler om at blive set

I denne mørke vintertid bliver det meget tydeligt, hvem der er glade for livet og hvem der lever i ren dødsforagt. Hvem der elsker deres børn eller dem, der ønsker dem langt bort.

Ja, det lyder nok barskt, men det må da være de eneste grunde til, at man i lygtetændingstiden gentagne gange møder cyklister uden lys. Det er utroligt, at det ikke er muligt for voksne mennesker at købe en lygte til cyklen og bruge den. Eller sørge for, at børnene har deres lygter i orden. Det er noget værre sjusk. Det handler om at blive set. Bruge småpenge på batterier og lygter vil man ikke, men flere tusinde på biler, rejser og elektroniske husaltre, jo, der er der ikke noget problem i. Statistikken siger, at hver fjerde cyklist ikke har sine lys i orden. Og hvis du har glemt det, så er lygtetændingstiden fra solnedgang til solopgang. Da der jo ikke sådan bare lige bliver lys, som når man tænder en lampe, er det en rigtig god idé at udvide lygtetændingstiden med en halv time, så er man på den sikre side. Og nej, man kan ikke følge lygtepælenes tændings tid, da disse ikke følger solens op- og nedgangstider. Husk også at tænde lygterne i usigtbart vejr, altså i regn og tåge. Det handler om at blive set. I Odense Kommune har man lavet forsøg med at lade ca. 2000 cyklister køre med lys hele døgnet. Resultatet af dette forsøg har vist, at cyklisterne med kørelys har 32 pct. færre ulykker end kontrolgruppen (2000 cyklister uden kørelys i dagtimerne). Effekten slår særligt igennem i sommerhalvåret, hvor reduktionen er oppe på 40 pct.. Det stemmer overens med, at ulykkerne særligt reduceres i dagslys, hvor effekten er 35 pct.. Samtidig er det i højere grad ulykker med en modpart, der reduceres i kraft af kørelyset. Det handler om at blive set. Så for din egen og ikke mindst dit barns skyld og vær dit ansvar bevidst. Se så og få de lygter i orden. Du er måske også en af dem, der kører med kun ét forlys på din bil?