Kristendom

Det handler om oplysning

DRIFTER Her følger dagens mindste nyhed: Også unge i Danmark har et sexliv, mere eller mindre aktivt. Men det skal være slut. Og hænderne skal tilbage over dynen. I hvert fald hvis det står til regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, som af en eller anden grund har blæst til kamp for seksuel afholdenhed. For - som det bliver udtrykt af partiets uddannelsesordfører, Martin Henriksen: ”Vi har seksualundervisning, men vi vil godt lægge vægt på afholdenhed. I seksualundervisningen skal man nemlig ikke bare forholde sig til det tekniske. Næh, parforhold og sex skal man forbinde med loyalitet og troskab. Det skal man være bedre til at inddrage”. Meget kan man sige og påstå om den menneskelige race, homo sapiens - men ikke at den af natur umiddelbart virker videre afholdende. Og selv om man naturligvis ikke skal lægge op til promiskuøsitet og anden form for skørlevned og generel manglende omtanke, er det vanskeligt at forestille sig, at man i et moderne samfund som det danske anno 2007 kan slippe af sted med at prædike afholdenhed uden at blive til grin og opfattet som håbløst gammeldags. Med sine udmeldinger kommer Dansk Folkeparti pludselig til at ligge endog særdeles betænkeligt på linje med ikke bare den katolske kirke med paven i spidsen, men også alle mulige kronisk fordømmende prædikanter fra præstestyrer rundt omkring i diverse muslimske lande til den alleryderste kirkelige højrefløj i blandt andre USA. Og er det virkelig dét selskab af moralens utrættelige (seksual)vogtere, Dansk Folkeparti ønsker at se sig selv i? Desuden viser erfaringer fra andre lande, at afholdenhed - eller i det mindste dårlig samvitighedsfremkaldende teser om afholdenhed - har det med at bane vejen for seksuelle overgreb og kønssygdomme, fordi drifterne er der, men oplysningen mangler. Sammen med adgang til prævention. Over for de danske unge, der næppe kan få øje på det større perspektiv i afholdenhed, er der unægteligt mere fremtid i oplysning, oplysning og så lige lidt mere oplysning om seksuel adfærd, herunder indpodning af almindelig sund fornuft og ekstra omtanke, ikke mindst når det gælder netop beskyttelsesmetoder i forhold til at undgå konsekvenserne af et mere eller mindre aktivt sexliv.