Det handler om penge

Det handler om penge. STADIONKONCERTER: Forslaget om fremtidige koncerter på Aalborg Stadion handler ikke om manglende koncertpladsmuligheder andre steder i kommunen. Det handler om penge til aktionærerne i AaB A/S. Der er i Aalborg rig mulighed og plads til at afholde koncerter og andre events af både mellemstore og store størrelser. Gigantium, Aalborghallen, koncertpladsen i Sundby Hvorup er blot nogle af de muligheder, der kan nævnes i flæng. Når der nu ikke er brug for endnu en koncertplads i Aalborg, fordi der i forvejen er gode muligheder i enhver størrelse, så må man spørge hvilken interesse Tommy Eggers fra Dansk Folkeparti, Lars Bang Jensen, Arne Schade og Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet har i at sætte forslaget om koncerter på stadion på den politiske dagsorden i medierne igen. Der er nemlig kun en sikker konsekvens af forslaget. Det kan sikre en god fremtidig indtjening til aktionærerne i den private virksomhed Aab A/S. Det har AaB A/S ganske vist også brug for, selskabet gik ud af 2004 med endnu et dårligt resultat. Som i de tidligere år. Hvorfor AaB A/S's økonomi skulle bekymre byrådspolitikere i Aalborg er til gengæld vanskelig at forstå. AaB A/S er en virksomhed, der har som hovedmål at sikre aktionærerne forrentning af investeringerne. AaB A/S dækker over AaB Fodbold, AaB Håndbold, AaB Ishockey, Aalborg Parken samt 9000 LUX, som ejes sammen med NORDJYSKE Holding, der dog også er storaktionær i Aab. Da AaB senest omorganiserede sig var det for at blive mindre afhængig af de usikre og svingende indtægter fra sportsaktiviteterne. Der skulle tjenes penge på anden vis, som det også fremgår af SparNords aktieanalyser af AaB A/S. Det spiller en vigtig rolle, at det private Aab A/S fima Aalborg Parken har eneret på al restaurations drift på stadion. Der er altså ingen tvivl om deres interesse i koncerter m.v. på stadion. Og kommer koncerterne ikke kan Aab's investeringer på stadion ikke forrente sig. 9000 LUX, der er et event- og marketingsvirksomhed, og som skal stå for de eventaktiviteter, der skal hente pengene hjem til investorerne, har ligeledes en stor interesse i, at der bliver åbnet op for at arrangere koncerter på Aalborg Stadion. Harald Jensens testamente om at området kun må benyttes til almennyttige formål som sport - eksempelvis, var og er stadig en kæp i hjulet på Aab A/S's planer og muligheder for at skaffe et udbytte hjem til aktionærerne Hertil kommer, at byrådet lovede vestbyens borgere, at ombygningen af det kommunale stadion, at ikke betød at de skulle have hver og hver anden aften ødelagt af koncerter, faldskærmsudspring og lignende events. Løftet fremgår også af lokalplanen. Når der diskussionen om koncerter på Aalborg Stadion med jævne mellemrum dukker op igen så er det ikke fordi en eller flere af Aalborg Kommunes kulturinstitutioner, skal stå for koncerterne, som det eksempelvis er tilfældet med den kommende Bob Dylan koncert, som Skråen og Aalborg Hallen står for i Gigantium. Næh det er det private aktieselskab AaB A/S, Aalborg Parken og 9000 LUX, der skal stå for koncerterne og tjenes penge hjem til. Det er aktionærerne, der skal have sit udbytte sikret af allerede foretagne investeringer. Og det er det vel ikke vores opgave som lokale politikere at sikre.