Udland

Det har eurolederne aftalt på natligt møde

Eurolande vil indføre et fælles banktilsyn for at lade kriseramte banker direkte få hjælp fra redningsfonde.

Det har eurolederne aftalt på natligt møde

De 17 eurolandes stats- og regeringschefer har tidligt fredag morgen på et topmøde i Bruxelles vedtaget en erklæring, hvori de fastslår, at det er "bydende nødvendigt at bryde den onde cirkel mellem banker og stater".

* Det skal ske ved at oprette et nyt, fælles banktilsyn i eurozonen med base hos Den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt.

* EU-Kommissionen får nu til opgave at udarbejde et konkret forslag, som skal vedtages som en hastesag på et EU-topmøde i december, hvorefter banktilsynet ventes at være køreklar senest til næste sommer.

* Når banktilsynet er oprettet, skal EU's permanente redningsfond ESM for første gang have mulighed for selv at gå ind og tilføre banker ny, tiltrængt kapital ved at opkøbe kriseramte landes statsobligationer på de finansielle markeder.

Det skal dog kun kunne ske, hvis der er opfyldt en række betingelser, blandt andet med hensyntagen til reglerne om statsstøtte og budgetdisciplin i de enkelte lande.

Formaliteterne skal konkretiseres i et aftalememorandum.

* Eurozonens ledere opfordrer til, at dette memorandum hurtigst muligt skal blive vedtaget, så Spanien kan få en krisepakke til at redde sin banksektor, som ifølge den spanske regering har brug for op imod 100 milliarder euro.

De gentager deres løfte om, at hjælpen til de spanske banker vil blive stillet til rådighed af EU's midlertidige redningsfond, EFSF, indtil den permanente redningsfond, ESM, er helt oppe at køre, hvorefter pengene vil blive overført til ESM.

* Eurozonens stats- og regeringschefer bekræfter deres "stærke forpligtelse til at gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre den finansielle stabilitet i euro-området".

Det skal især ske ved at bruge EFSF/ESM-redskaberne på "en fleksibel og effektiv måde med henblik på at stabilisere finansmarkederne", så længe medlemslandene lever op til deres forpligtelser, hvad angår reformer, budgetunderskud og andre aftalte tiltag.

* Eurogruppen, dvs. eurolandenes finansministre, skal implementere aftalen på deres møde den 9. juli.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.