Det har ikke været forgæves

En lille dreng på knapt ni år havde fået lov til at være længe oppe og få saftevand og småkager. Det var lørdag. Nærmere bestemt 30. januar 1971.

Hvis den lille drengs forældre havde vidst, hvad kom på skærmen på Danmarks eneste tv-kanal, var det ikke sikkert at den lille dreng havde fået lov til at være længe oppe… Det blev mit første møde med manden Mogens Glistrup, da han i lørdagsunderholdningen på tv som landets førende skatteadvokat skulle tale om skat lige inden selvangivelsen skulle afleveres til Skattevæsenet. Mere end 10 år tidligere havde Socialdemokraterne ellers lovet vælgerbefolkningen, at selvangivelsen skulle puttes i skraldespanden. Der var den endnu ikke kommet, og fortrykte selvangivelser med skattevæsenets oplysninger lå langt ude i fremtiden. Faktisk var en selvangivelse for en almindelig lønmodtager i 1971 en ganske kompliceret sag, som mange familier bandede over. Som om det ikke var nok, så havde de socialdemokratiske regeringer op igennem 1960’erne været ganske dygtige til at dreje på skatteskruen i opadgående retning for at finansiere Jens Otto Krags visioner om et mere lige samfund, hvor staten skulle tage sig af alt det praktiske for den enkelte borger, og nu skulle så betales til både dette og hint via skatten. Det første oprør kom allerede i 1965, da lagerforvalter Rindal ikke ville være med til at hans – og andres - surt betalte skattekroner skulle bruges til såkaldt kunst i Statens Kunstfond. Rindal havde svært ved at forstå at det var kunst at man puttede sin hømhøm i en dåse og udstillede dette. Selvsamme aften sendte den dengang forholdsvis ukendte landsretssagfører og lektor i Skatteret på Københavns Universitet et telegram til Rindal og opfordre ham til til at stifte et nyt parti, der kunne ruske op i misbruget af skattekronerne. Det ville Rindal ikke, og protesten løb ud i sandet. Men i 1971 var det tid: Uden konkurrence fra andre tv-stationer sad nu Mogens Glistrup og mente, at skattesnydere på samme måde som sabotørerne i Anden Verdenskrig gjorde et farligt, men nødvendigt arbejde. Tak skal du ha’ – der blev ballade. Nu vil det jo nok være lidt af en tilsnigelse at påstå, at jeg fuldt ud forstod, hvad Mogens Glistrup sagde, men alligevel var der en klokke der ringede for mig: Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at manden havde ret. Det blev noget af en milepæl for mig. Næppe nogen anden enkelthændelse har haft så stor betydning for mig i valg af politisk ståsted og valg af erhverv. Mange år er gået, og ikke på et eneste tidspunkt har jeg været i en situation, hvor det har vist sig, at Glistrup havde taget fejl. Tværtimod har jeg gang på gang kunnet konstatere, at Glistrup i sin visdom om ulemperne vil skatteåget var helt igennem rigtigt. 14 dage gik fra Mogens Glistrup var i tv, til han var i radioen. Dengang havde P1 et ugentligt program, hvor nogle af DR’s journalister havde besøg af en aktuel gæst – og nu var det Mogens Glistrups tur. På et tidspunkt blev Mogens Glistrup spurgt: Hr. Glistrup, hvad betaler De i skat? Glistrup svarende lidt nølende: Jeg betaler den skat, jeg mener, man skal betale i Danmark. Det afførte endnu et borende spørgsmål: Vil De fortælle, hvad er Deres trækprocent? Svaret kom prompte: 0! Det var som at komme benzin på det bål, der allerede brændte, og i Ekstra Bladet kunne man se én af landets højstlønnede borgere med et stort smil fremvise et skattefrikort på flere millioner kroner, inden han skulle dele med skattefar. Her stod han så. Med luksusvilla i Lyngby med swimmingpool i kælderen og betalte ikke så meget som en bøjet fem-øre til samfundets opretholdelse. Nu var befolkningen for alvor delt i 2: De, der mente, at Mogens Glistrup var genial, og de, der mente, at han snyltede på alle andre, der troligt betalte i dyre domme uden at brokke sig. Nu kan man faktisk godt udvise samfundssind på andre måder end at overlade alt til den offentlige forvaltning. Privat initiativ er ikke at foragte. Det har til alle tider været den faktor, der har givet flest arbejdspladser. Pga. lukrative ansættelsesvilkår havde den offentlige sektor fået ry for, at være den evige hvile. Er der kun én forvaltning til at tage sig af et problem, så sker der ikke nogen udvikling. Hvis der er blot to, der beskæftiger sig med det samme, så vil den ene på et tidspunkt få en god idé, der vil udkonkurere den anden på markedet, fordi produktet eller ydelsen er bedre. Der var ingen konkurrence i USSR. Derfor gik det kommunistiske styre konkurs. Helt så galt gik det ikke hjemme i Danmark. Mogens Glistrup nøjedes med at beskrive den offentlige sektor som papirnussere. Et udtryk, han selv havde opfundet som beskrivelse af den offentlige ineffektivitet. Landets offentligt ansatte skal ikke lægges for had, men det er dog tankevækkende, at de gennem generationer har en markant lavere effektivitet end privat ansatte. Og for at føje spot til skade: Den offentlige administration består af, at tage penge op af folks tegnebøger og bagefter dele de samme penge ud igen til selvsamme borgere. Filosofisk kunne man sige, at Robin Hood tog fra de 10 pct. rigeste og gav til de 10 pct. fattigste. I det danske samfund bliver der taget fra de 90 pct. rigeste og givet til de 90 pct. fattigste – og ind imellem er en stor kolos af en offentlig sektor. Den arbejder ikke gratis. Simplificeret, så kan vi lege en lille leg: Vi skal være tre personer. De to af deltagerne betaler hver 10 kr. til den tredje spiller. Lad os kalde det skat. De to betalende spillere skal nu nævne én god ting, de deltager i, og som samfundet understøtter. Herefter betaler den tredje spiller 9 kr. til hver af de to andre spillere. Herefter er spillet slut. Nu behøver man ikke at være matematikprofessor for at se, at der mangler en daler. Den er skam ikke blevet væk. Den er brugt som løn til den tredje spiller for det store og samfundsgavnlige arbejde med fordelingen af samfundets goder. Kunne vi ikke alle sammen være bedre tjent med, at vi selv betalte de 9 kr. til vores forbrug og sendte den tredje spiller ud og lave noget produktivt? Det mente Mogens Glistrup og med ham mange andre. Alt dette skete, mens landet havde en såkaldt borgerlig regering, bestående af Venstre, Konservative og Radikale med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. Man kan sige meget om VKR-regeringen, men borgerlig – det var den ikke! Den fortsatte støt og roligt i det socialdemokratiske spor med flere offentligt ansatte og stigende skatter. Derfor gik Mogens Glistrup ikke ud i glemslen efter de berømte fem minutters berømmelse. Derfor kunne Mogens Glistrup en sensommerdag i 1972 proklamere, at Fremskridtspartiet var stiftet og ville stille op til Folketinget. Dansk politik var for evigt forandret. Nu var socialdemokraterne med Jens Otto Krag igen kommet til magten, men det skulle ikke vare længe før den regering faldt. Man ville hæve boligskatterne, men det ville socialdemokraten Erhard Jakobsen ikke være med til. På vej til en afstemning i Folketinget løb hans bil tør for benzin, så han selv ikke nåede frem til afstemningen og regeringen kom i mindretal og udskrev nyvalg. Selv samme Erhard Jakobsen havde kort forinden stiftet Centrum Demokraterne. Nu skulle det vise sig, at Centrum Demokraterne, der var utilfredse med beskatningen af husejere og bilister sammen med Fremskridtspartiet blive valgets helt store vindere. Erhard Jakobsen kom med CD ind i Folketinget med 14 mandater, mens Mogens Glistrups Fremskridtsparti erobrede 28 mandater på en politik om afskaffelse af indkomstskatten. Herudover kom både Kristeligt Folkeparti ind i Folketinget med 7 mandater, og VS og kommunisterne kom ind efter ikke i en periode at have været repræsenteret på Christiansborg. Aldrig i folkestyrets tid er så mange mandater blevet flyttet ved ét valg. Jo, der var bevægelse i vælgerskaren i det, der blev betegnet som jordskredsvalget. Mogens Glistrup er ubetinget den største begavelse, jeg nogensinde har mødt. Han var lynende intelligent og kunne i løbet af ingen tid gennemskue den mindste detalje. Desværre rakte hans intelligens ikke til organisatorisk arbejde. Det betød, at Fremskridtspartiet alle dage har været legeplads for alskens landsbytosser og skidesprællere. Ligesom kammerat Lenin benyttede Moges Glistrup sig af nyttige idioter til at lave arbejdet for så til sidst at sidde tilbage som den rene uskyldighed, men hvor Lenin havde styr på sine tropper, kunne man godt ønske, at Glistrup havde lidt mere styr på sine tropper. Det blev dybest set det, der ødelagde Fremskridtspartiet, og som til tider gjorde arbejdsforholdene unødigt besværlige for os, de der seriøst forsøgte at gøre visionerne til virkelighed. Mange virksomheder betaler i dyre domme for at promovere deres produkter. Med Mogens Glistrup fik Anton Berg en masse reklame. I de tidlige år var Mogens Glistrup tæt forbundet med altid at sætte et Anton Berg-marcipanbrød til livs – og med hans korpus kunne der ligge ganske mange marcipanbrød i hans mave. Onde tunger har nu i mere end 35 år hårdnakket hævdet, at Mogens Glistrup kun stiftede Fremskridtspartiet for at rede sin popo for en gevaldig afklapsning i den skattesag, der var under opsejling. Personligt har jeg min store tvivl. Meget kan man bebrejde Mogens Glistrup, men at han er snu og udspekuleret, det har han aldrig været. Havde han holdt sin bøtte, så er det tvivlsomt om han ville være blevet dømt så hårdt for de ting sagen førte med sig. Man må ikke dømme folk på baggrund af deres politiske overbevisning. Der er for mig ingen tvivl om at Mogens Glistrup fik en tillægsstraf for at have rusket godt og grundigt op i den danske selvretfærdighed. Uanset hvad Mogens Glistrup har haft af motiver til at stifte Fremskridtspartiet, er der for mig ingen tvivl om, at det var med visionerne om indkomstskatternes indiskutable skadevirkning. Derfor er jeg også stolt over at have været medlem af Fremskridtpartiet i mange år. Både når det gik op ad bakke, og når det gik ned igen. Ingen kunne som Mogens Glistrup sætte tingene i relief. De så man i begyndelsen af 1980’erne, hvor firkløverregeringen havde magten, men hvor ”Det alternative forsvarsflertal” med socialdemokraterne og radikale sammen ved den yderste venstrefløj gang på gang stemte regeringen ned med pacifistiske dagsordener. At venstrefløjen lå i næsegrus beundring for USSR kommer vel næppe som en overraskelse, og at de radikale vanen tro lader stå til, kan vel næppe hæve mange øjenbryn, men at såkaldt ansvarlige socialdemokrater lader sig drive rundt af en undergravende trojka i form af Lasse Budtz, fhv. forsvarsminister Kjeld Olesen og fhv. justitsminister Ole Espersen, der var parat til hurtigst og billigst mulig at sælge både Gud, Konge og Fædreland billigst muligt til USSR i en ren og skær landsskadelig alliance kan undre. Mens USSR og deres besatte lande i Østeuropa rettede kraftige atommissiler mod vesten, deriblandt Danmark, var det i Danmark uacceptabelt at følge NATO og USA med præsident Ronald Reagan i spidsen som fortalte USSR, at NATO også ville stille missiler op vendt mod Øst i det der senere blev kendt som dobbeltbeslutningen. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen måtte endnu engang rejse til et NATO-topmøde med en pinlig dansk fodnote i mappen. Havde Danmark fulgt det ”Alternative Flertal”, ville Danmark have været chanceløst mod et østligt angreb. Den kolde krig mellem Øst og Vest havde siden 1945 flere gange været uhyggeligt tæt på at blive varm… Igen kom Mogens Glistrup med de kloge ord: Forsvarsbudgettet kan reduceres til indkøb af en telefonsvarer, der på russisk siger: "Vi overgiver os". Populistisk. Måske, men alternativet havde været langt værre: Et forsvar, der ikke ville have været noget bevendt, fordi man ikke havde haft en musketér-ed med NATO om gensidigt at holde fjenden stangen. Mogens Glistrup havde på mange måder ret i, at Fremskridtspartiet var landets næststørste arbejderparti, kun overgået af Socialdemokratiet, som de fleste lønmodtagere stemte på. Fremskridtspatiet varetog arbejdernes interesser. Efter at have slidt og slæbt i sit ansigts sved, skulle arbejderen beholde det, han ærligt havde tjent, og ikke betale til en frelst elite, der sagtens selv kunne betale. Arbejderen gik til fodbold i de professionelle klubber og betalte selv billetten uden kulturstøtte og købte koncertbilletter til Gasolin', Slade eller ABBA uden offentligt tilskud, mens den bedst stillede del af befolkningen gik i Det kongelige Teater og så "Elverhøj", og hvor de kun betalte omkring halvdelen af billetten, mens skatteyderne betalte resten og i øvrigt gik på museum og så "Lort på Dåse", som var såkaldt kunst støttet med skatteydernes penge… Var der andet rigtigt at gøre end at møde op i et hjørne af Fælledparken den 1. maj og holde tale? Det ville de røde ikke være med til. Mogens Glistrup blev mødt af pøblen, som kastede maling og æg efter ham. Ikke bare én gang, men gennem flere år i træk. Bange for en røvfuld har Mogens Glistrup aldrig været. Vi er nogle stykker, der aldrig har betvivlet Mogens Glistrups visioner. Derfor var det også en stor glæde hin dag i begyndelsen af 1990’erne, da de Radikales leder Niels Helvig Pedersen i Jyllands-Posten fortalte, at berøringsangsten til Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet havde kostet skatteyderne unødige 50 mia. kr. i offentlige udgifter. For egen regning vil jeg stille nævne, at havde man fulgt Fremskridtspartiets program, havde der været langt flere penge tilbage i skatteydernes lommer. Mogens Glistrup var en ener. Derfor er der grund til at fæste sig ved at en af hans politiske modstandere: Forfatteren Poul Hammerich beskrev Mogens Glistrups betydning for det 20. århundrede som værende lige så stor som Grundtvigs betydning for danskerne 100 år tidligere. Unægteligt store ord. Ikke desto mindre rigtigt, for det danske skattesystem havde vokset sig til en kæmpe kolos, og som nu til stadighed blev gjort til samtaleemne på Christiansborg – dog uden at der var nogen, der virkelig turde gøre noget alvorligt ved det af angst for, at det sædvanlige hylekor af skattenydere ville overdøve den menige dansker, der til løbende fik forøget sin skattemæssige smertetærskel. Det skulle blive værre endnu: I midten af 1980’erne vedtog man verdens mest liberale flygtningelovgivning. Alle – uden undtagelse – der kunne føle sig truet i sit hjemland havde et krav på asyl – og de danske skatteydere skulle betale. En sand folkevandring satte i gang med retning mod Danmark fra alverdens fjerne hjørner. Ingen trode på, at det ville få betydning at man viste lidt humanisme. Nå ja – Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet råbte højt om faren ved den uhæmmede indvandring fra "Muhammedanien", der ville gøre sig selv til ofre. Vittige hoveder kaldte sågar Koranens vigtigste kapitel for Bistandsloven. Mogens Glistrup advarede i kraftige vendinger om faren mod islamiseringen af Danmark. Dem med de rigtige meninger forargedes over Mogens Glistrups ytringer. Mogens Glistrup måtte lide den tort at komme i brummen et par gange for at sige sandheden. 25 år skulle der gå før politikerne på Christiansborg så småt begyndte at indrømme at flygtningeloven af 1983 havde været en misforståelse. I mellemtiden havde det vist sig at 40 pct, af landets store socialbudget gik til flygtninge og indvandre skønt de kun udgør omkring 6% af Danmarks befolkning. Jo Danmark var blevet socialkontor for hele verden. Som om det ikke var nok, så havde alle flygtningenes efterkommere fundet et par citater i deres hellige bog Koranen til at retfærdiggøre deres utilpassethed. Islamister er verdens herrer. Resultatet ses den dag i dag, med ballade i Lille Istanbul. I gamle dage hed det Nørrebro i København. Man må ikke lyve – det gælder dog ikke over for de vantro. Hvad har danskerne ikke måttet finde sig i fra kriminelle indvandre som med Koranen i hånden har retfærdiggjort deres handlinger. Alligevel forarges folk over, at de kriminelle indvandrers pårørende klapper i taknemmelighed over nogle meget milde domme. De er jo kloge nok til at vide, at havde deres skansunger lavet de samme unoder i hjemlandet, var de blevet klapset anderledes alvorligt af. Skal man være forarget over, at domerne dømmer som de gør? Naturligvis skal man ikke det. Forargelsen skal rettes mod de politikere på Christiansborg, der ikke har stillet de krav til landets indvandre som Mogens Glistrup er blevet så upopulær på at fremføre. Igen: Mogens Glistrup havde ret, men sandheden er ilde hørt. Er der noget, Fremskridtspartiet har været kendt for, så er det ballade. Siden den første dag i Folketinget har der været magtkampe mellem strammere og slappere. Utallige er de gode fremskridtsfolk, som i tidens løb måtte give op mod ballademagere. Som et frisk pust kom Pia Kjærsgaard ind som afløser for Mogens Glistrup, da han selv måtte i fængsel for skattesvig. Hun fik vendt skuden og fik hævet vælgertilslutningen til Fremskridtspartiet til at ligge på den rigtige side af spærregrænsen. Mange lod sig forblænde af hendes charme. Men Pia Kjærsgaard har også en kedelig personlighed. I hendes nærvær var en hale af intriger og ballade, fordi hun delte ud af lunser til sine egne proselytter. Igen blev der ballade i Fremskridtspartiet. I intolerancens navn ville Pia og Co ikke acceptere, at et mindretal af Fremskridtspartiets folketingsgruppe var imod et forslag. Pia og Co. krævede gruppedisciplin, men glemte at medlemmer af Folketinget kun er bundet af deres overbevisning. Næppe nogen anden politiker i Danmarkshistorien har stiftet to partier. Det har Mogens Glistrup. Efter udstødelsen fra Fremskridtspartiet stiftede han Trivselspartiet med en håndfuld af Fremskridtspartiets strammere. Der var snart valg, og Trivselspartiet kunne ikke nå at samle de fornødne underskrifter for at blive opstillingsberettigede. Det skulle der snart være råd for. Ved valget i 1990 var hardcore-kommunisten Preben Møller Hansen kommet i Folketinget med sit eget parti Fælles Kurs, der om muligt var endnu mere røde end Danmarks Kommunistiske Parti. Fælles Kurs var ikke særligt populære i vælgerbefolkningen, og de erobrede fire mandater så ud til at glide ud af Folketinget igen. Der skulle være valg igen. Regeringen brød sammen. Nu gjaldt det om at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Mogens Glistrup havde i årevis været advokat for Preben Møller Hansen, så de kendte hinanden. Mogens Glistrups plan var at opstille en række medlemmer af Trivselspartiet på stemmesedlen hos Fælles Kurs og derved få partiet over spærregrænsen - måske med to mandater til Trivselspartiet og to mandater til Fælles Kurs. Eksperimentet lykkedes ikke. Min personlige hypotese er, at den væsentligste grund var, at potentielle vælgere til enten Fælles Kurs eller Trivselspartiet ikke ville løbe den risiko at deres stemme gik til en kandidat fra det andet parti, der lå så langt ude på den modsatte fløj. Er der ét sted, hvor man ikke skal lave kammerateri, så er det i Fremskridtspartiet. Der er ganske enkelt for mange selvstændige medlemmer. Det totale antiklimaks kom på landsmødet i 1995. Her havde medlemmerne fået nok af Pia Kjærsgaards intriger. Landsmødet gik i bogstaveligste forstand op i hat og briller. Var Pia Kjærsgaard og hendes proselytter ikke gået selv, så var de blevet eksluderet. Tankevækkende er det i den forbindelse, at ved stiftelsen af Dansk Folkeparti valgte kun 10 pct. af medlemmerne fra Fremskridtspartiet at følge med Pia Kjærsgaard over i Dansk Folkeparti. For vælgernes vedkommende var det kun ca. 10 pct., der blev ved Fremskridtspartiet. Pia Kjærsgaard sagde ofte i de år, at hvis vælgerne vidste, hvad der virkeligt foregik i politik, ville de stemme anderledes. Pia Kjærsgaard har hverken før eller siden sagt mere vise ord! Det kunne have været en ny start. Der var fortsat plads til Fremskridtspartiet i Folketinget, selvom det kun var mede sølle fire mandater. Mogens Glistrup blev taget til nåde igen i det parti, han havde stiftet. Hvad kun et fåtal var klar over var, at Kisten Jacobsen havde lige så store primadonnanykker som Pia Kjærsgaard. Hun og resten af Fremskridtspatiets folketingsgruppe melder sig ud og danner Frihed 2000. Nu stod Fremskridtspartiet for alvor i problemer op til halsen. Alle dømte Fremskridtspartiet ude, men de tog fejl. Fremskridtspartiet fik samlet de nødvendige 20.000 underskrifter, og under stor mediebevågenhed gik Fremskridtspartiet en sensommerdag i 2001 med Mogens Glistrup i spidsen til Indenrigsministeriet med vælgererklæringerne. Mogens Glistrup var i højt humør og klar som aldrig set tidligere til at føre sit parti tilbage på Christiansborg. Tre måneder senere var der folketingsvalg. På tre måneder var Mogens Glistrup gået fra en frisk ung mand til en savlende olding. Da var det for sent at ændre valgstrategi, og Fremskridtspartiet måtte nøjes med 0,7 pct. af stemmerne – meget langt fra spærregrænsen. Det var slut! Har det hele så været forgæves? Har Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet blot været en ubetydelig parentes i Danmarkshistorien? På ingen måde. Havde det ikke været for Mogens Glistrup, så havde der ikke været nogen, der stillede spørgsmålstegn ved, om skatterne var for høje. De økonomiske vismænd, der to gange om året kommer med deres anvisninger for bedring i landets økonomi, har aldrig foreslået skattesænkninger. Kun justering af skatter og afgifter i opadgående retning. Sverige minder på mange måder om Danmark. Der har man aldrig haft et Fremskridtsparti. Formentlig derfor har Sverige haft et – om muligt – endnu højere skattetryk end Danmark. Havde det ikke været for Mogens Glistrup, havde der ikke været noget Dansk Folkeparti. Desværre savner man ,at Dansk Folkeparti tager den fulde konsekvens, og som Mogens Glistrup klart og tydeligt siger, at indvandrere med rødder i islam ligger så fundamentalt langt fra dansk mentalitet, at de aldrig vil komme til at høre til her på vore breddegrader. Igen må man skue mod Sverige. Her er indvandreproblematikken endnu mere tabuiseret end på denne side af Øresund. Ingen tør tage debatten og offentligt fortælle at i bydele er hvide mennesker uønskede. Havde det ikke været for Mogens Glistrup, ville den danske regering ikke have fastholdt EU-forbeholdet om, at Danmark kan fastholde den stramme udlændingepolitik, selv om regeringen gerne vil ophæve retsforbeholdet i øvrigt sammen med alle de tre andre EU-forbehold. En udlændingepolitik der kun er mulig i kraft af de danske forbehold ved folkeafstemningen i 1993. Der vil ikke gå mange år, før Sverige, Holland, Storbritannien og Frankrig, der alle har meget store indvandrerproblemer, vil skæve til Danmark for at se på vores udlændingelovgivning. En lovgivning, der kun har set dagens lys takket være Mogens Glistrups visioner. Æres den der æres bør. Æret være Mogens Glistrups minde.