EMNER

Det har vi hørt før

Selv om kommunerne synes, de har det hårdt lige nu, så råder eksperter dem til ikke at overdramatisere tingene

AALBORG:Når Kommunernes Landsforening (KL) lægger op til, at der skal skæres i folkepensionen, i børnechecken og justeres på efterlønnen, så er motivet bag det rimelig let at gennemskue. Det mener i hvert fald professor Jørgen Goul Andersen, der sidder på Center for Sammenlignende Velfærdsstudier på Aalborg Universitet. - Kommunerne har jo klart et motiv til at sige: "Hvis bare vi kan få skåret ned på de dumme udgifter, der ligger ved staten, så kan vi blive fri for at spare hos os", siger han. Nødråbet mener han også, man har hørt før, og det finder han noget problematisk. - For hvis man siger "Ulven kommer" for mange gange, så mister det gradvist sin effekt, siger han. Adjunkt Henrik Lolle, der har speciale i blandt andet velfærdsforskning på Aalborg Universitet, er til dels enig med kollegaen i den tolkning, men tilføjer, at han på flere punkter godt kan forstå kommunernes bekymring. - Det er rigtigt nok, at man ikke bare kan fortsætte, som man gør nu. Der er grænser for hvor mange børn, der kan presses ind i skolerne, og der bliver flere ældre, siger han og tilføjer, at han godt ved, at kommunerne føler mig temmlig klemte for tiden. Men at den eneste løsning på det problem er, at kommunerne får flere penge til deres serviceydelser, er han ikke enig i. Han har for nylig lavet en undersøgelse, der viste, at kommuner ikke er så afhængige af at få tilført penge, som de oftest giver udtryk for. Undersøgelsen viser, at der ikke umiddelbart er nogen nær forbindelse mellem hvor mange økonomiske ressourcer en kommune har og kvaliteten af de serviceydelser, den leverer. - Den viste, at flere kommuner sagtens kan levere en god service til deres borgere uden at have så mange penge, siger han og tilføjer, at man altså kan nå et meget langt stykke af vejen ved at effektivisere ude i kommunerne.