Det haster med ny busterminal

Pladsen skal bruges til projekt med nyt teater og musikskole. Flere planer på bordet.

Allan Vinding Sørensen
Den nuværende rutebilsstations dage er talte. En ny busterminal skal stå færdig senest i 2013. Arkivfoto: Hans Ravn
Teater 29. september 2011 09:00

Det haster med en ny busterminal i Hjørring. Dels skal pladsen, hvor busterminalen ligger bruges til det påtrænkte teaterhus/musikskole og dels skal en ny busterminal sikre gående passagerer mod bakkende busser. Byrådet har sat fem millioner kroner af i 2012 og 10 millioner kroner af i 2013. - Vi er nødt til at komme igang. Rapporten om forarbejdet til teater/musikskole ligger klar i februar og derefter skal den behandles politisk i maj måned (2012, red.). Derefter går man i gang med projektering og licitation, så vi kan ikke vente for længe med en ny plan for busterminalen, siger borgmester Arne Boelt (S). Politikerne har fået fire forslag til ny busterminal forelagt. To af dem er blevet kasseret. De opererede med en busterminal på Frederikshavnsvej i nærheden af uddannelsesinstitutioner som for eksempel EUC NORD: - Byrådet mener imidlertid, at en busterminal bør ligge centralt og gerne i nærheden af banegården, siger Arne Boelt. Blandt de to sidste er den gamle plan med en busterminal placeret på det forholdsvis smalle stykke lmellem banelegemet og Parallelvej - overfor den gamle politistation. Det vil af sikkerhedsmæssige årsager blive en busterminal med såkaldte fremkørselsperroner. Det fungerer sådan, at kun den bus, som står umiddelbart overfor afgang, kører frem til en perron. Passagerne går direkte fra ventesal til fremkørselsperron og sætter sig ind i bussen. Passagererne skal altså altid vente i ventesalen og ikke vandre rundt på pladsen for at finde den bus, de skal med. Denne model bruges blandt andet i Aalborg. Dens store fordel er, at den tager mindre plads op. Desuden uden undgår man bakkende busser, som kan være til fare for passagerer, som går rundt og leder efter den bus, de skal med. Passagerer og busser bliver før afgang skarpt adskilt. - Jeg har i min tid som Falckredder personligt været kaldt ud til flere ulykker på den nuværende rutebilstation på grund af bakkende busser, siger Arne Boelt. - Det undgår vi med den nye. Der findes et andet forslag til en central placering af busterminalen, men det holder politikerne indtil videre tættere ind til kroppen. En ny busterminal skal som minimum indeholde separate parkeringspladser til busserne, fremkørselsperroner, toiletbygning til chauffører og en ventesal til passagerne. Om ventesalen får cafeteria er endnu uafklaret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...