Det helt store kunststykke

Terrorisme 20. april 2003 08:00

Uanset hvad USA møder af kritik, dementier og modargumenter, bliver beskyldningerne ved med at hagle ned over, hvad nogle betragter som "det næste land på listen efter Irak", nemlig Syrien. Som noget af det seneste har Syrien fået skyld for at huse Iraks tidligere spionchef, Farouk Hijazi. I forvejen er Syrien under mistanke for ikke bare at ligge inde med masseødelæggelsesvåben - altså præcis den samme begrundelse som for at trænge ind i Irak - men også at hjælpe tidligere medlemmer af Saddam Husseins styre, mens Syrien på sin side understreger altid at være "interesseret i, at det internationale samfund gør hele Mellemøsten fri for masseødelæggelsesvåben". Alt i alt er der ikke noget at sige til, at USA's forrige præsident, Bill Clinton, er rykket ud med vis kritisk holdning til, hvad han kalder "Bush-doktrinen", altså at verden efter terrorangrebet 11. september 2001 enten er "med os eller imod os", når det gælder kampen mod terrorisme, og at denne doktrin undskylder eller i det mindste forklarer forebyggende militærangreb på terrorister og slyngelstater såsom Irak og måske en dag Syrien. Omvendt kan man vanskeligt fortænke USA i at handle et i uoverlagt øjebliks triumf efter at have nedkæmpet Iraks regime på under tre uger. Og et eller andet har USA vel også krav på arbejdsro, i hvert fald inden for Iraks grænser, til det uhyre svære kunststykke at indføre demokrati, vel at mærke uden at det af lokalbefolkningen bliver opfattet, som om der bliver presset ned over hovedet på dem. Indtil videre lover det godt, at 80 politiske og religiøse ledere på stedet er blevet enige om, at det kommende styre i Irak skal repræsentere alle etniske og religiøse grupper, og dette styre på fuldt demokratisk vis skal vælges af irakerne selv. Og en tid, da USA ofte bliver beskyldt for at føre en meget aggressiv kurs over for de lande, som verdens eneste supermagt betragter som fjender, er det yderst positivt, at der også stadig kan finde dialog sted. I denne uge gælder det møder mellem USA, Kina og så Nordkorea - som nogle ellers havde betragtet som et af de næste på USA's liste - med den fastlåste atomkrise på dagsordenen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...