Det Hem'lige Teater mangler penge

Forligspartierne holder møde 3. marts og afgør græsrodsteatrets skæbne

Udsat indtil videre. Så kort kan situationen beskrives for Det Hem'lige Teater efter Aalborg Kommunes kulturudvalgsmøde tirsdag, hvor det grænsesøgende, opsøgende og vækstlagsfremmende teater havde ansøgt om 200.000 kr for at kunne overleve i resten af 2003. - Intet er afgjort endnu. Vi tager en drøftelse med forligspartierne i byrådet 3. marts og holder selv bestyrelsesmøde i aften. Men får vi ikke de 200.000 kr, kan vi blive nødt til at lukke, siger bestyrelsesformand Mogens Sørensen. Det Hem'lige Teater har i en årrække været byens og landsdelens græsrodsteater. Det er her de unge og håbefulde talenter har kunnet prøvet kræfter med skuespiljobbet. Har lært at stå, tale og føre sig på en scene. Samtidig har det lavet utallige forestillinger rundt om i byen. - Vi er optimistiske forud for drøftelsen. Det Hem'lige står jo netop for nogle af de kvaliteter, som kulturudvalget lægger op til skal være indeholdt i det nye teatertilbud fra næste år af. Styrkelse af vækstlaget og samarbejde på tværs, siger Mogens Sørensen. Samtidig lægger han ikke skjul på, at de 200.000 kr. er absolut minimum for at det Hem'lige kan gennemføre resten af sæsonen. På et lavere, men alligevel forsvarligt niveau. Selv om kulturudvalget har besluttet at spare 400.000 kr. på driften af Det Hem'lige ombyggede kommunen alligevel sidste år teatret. Det Hem'lige Teater har således i dag to scener mod tidligere én og der er blevet lavet forbedret garderobe for skuespillerne. Sidste år fik det Hem'lige Teater Nordjyske Stiftstidendes og Spar Nords kulturpris på 100.000 kr. Prisen blev givet som anerkendelse for det mangeårige fornemme stykke arbejde som teatret har lavet i landsdelen. Prisen er ikke blevet brugt. Den har teatret gemt til at bruge på en stor, inspirerende og anderledes forestilling. - Lad os gå ud at dræbe en mammut, sagde teatrets daglige leder, Flemming Lindvang, overstadigt og optimistisk, da han og teatret fik prisen. I værste fald kan de 100.000 kr. komme til at indgå som livgivende tilskud, når teatret ligger på sit yderste.