Det Hem'lige Teater truet af undergang

400.000 kroner er sparet væk. Det er ikke nok til teaterdrift.

Aalborg 1. februar 2003 07:00

På mandag afgøres det, om Aalborg stadig skal have Det Hem'lige Teater. I budgettet for 2003 er teatret blevet beskåret med 400.000 kroner, og det på trods af, at NORDJYSKE Stiftstidende og Spar Nord sidste år gav Det Hem'lige Teater årets kulturpris på 100.000 kroner. Det skete som anerkendelse for mange års fornemt, kulturelt arbejde i landsdelen. På mandag skal Aalborg Kommunes skole- og kulturudvalg afgøre fremtiden. Det Hem'lige Teater har søgt om at få en tillægsbevilling på 200.000 kroner, som skal sikre, at der kan laves en stribe forestillinger resten af året. Kommer den ikke, kan en lukning til sommer komme på tale. Så er pengene brugt op og kassen tom. Kulturprisen fra sidste år står urørt. Den vil teatret gerne bruge til noget stort og inspirerende, men i værste fald risikerer den at indgå i teatrets drift i de sidste dødskramper. Allerede næste år vil situationen for græsrodsteater i Aalborg være anderledes. I kommunens planer opereres med det, der kaldes Det NYE Teatertilbud, som skal være en slags afløser for Det Hem'lige Teater. Eller måske et supplement, hvis teatret overlever. I Det NYE Teatertilbud er det tanken at samle forskellige nuværende teaterorganisationer på græsrodsniveau. Det er blandt andet Musicaliber, dansegruppen Lumiere, Morskabsteatret, Ungdomsskolens Teatertilbud, Skolernes Dramacenter med mere. Disse steder vil få Det Hem'lige Teater som fast spillested. Selv om der er sparet 400.000 kroner på driften af Det Hem'lige Teater i år, så har kommunen alligevel sidste år renoveret og ombygget Det Hem'lige Teater, så det i dag fremstår med to scener mod tidligere en og nye, gode garderobefaciliteter for skuespillerne. Endvidere vil der blive øvelokale for teatrene på Skydebanevej i Aalborg. Kulturudvalget skal i forbindelse med ovenstående tage stilling til, om der skal nedsættes et udvalg, der skal lave en strategiplan for området for perioden 2004-2007. I et sådant udvalg vil der være repræsentanter for byens professionelle teatre. Og så Det Hem'lige.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...